Børn og opmærksomhed

Nutidens børn får med garanti masser af opmærksomhed, nogle siger for alt for meget! Forfatteren til bogen “Børn og opmærksomhed”, Mogens Hansen, fhv. ledende skolepsykolog i Lyngby, nu adj. professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, ser det med andre briller: børn kan & skal lære opmærksomhed! Det er simpelthen afgørende for deres - og samfundets! - udvikling.

Mogens Hansens briller er altså anderledes. Vi er blevet tudet ørerne fulde med urolige børn, radarbørn, ukoncentrerede børn, bimmerbørn, m.m., og at børn mangler en hel basal evne til at koncentrere sig. Dette faktum fornægter han naturligvis ikke, men i stedet for at forfalde til almindelige konstateringer om “rigets sørgelige tilstand”, har han skrevet en optimistisk bog om, at opmærksomhed kan læres. Børnene fejler ikke noget, men omgivelserne - forældrene, pædagogerne og lærerne (i nævnte rækkefølge!) - tror bare fejlagtigt, at koncentrationsevne er noget, der kommer ligesom tænder. Imidlertid rækker formel undervisning ikke, opøvning af opmærksomhed skal i langt højere grad med - og kan sagtens være med - i alle hverdagens gøremål.

Børns koncentrationsevne begynder at modnes fra 18-24 måneders alderen i et tæt samspil med en enkelt voksen. Det er et klart dilemma, for ofte må børnene dele ganske få voksne i landet Danmark, hvor en meget stor procentdel af børnene afleveres på institution fra otte måneders alderen. Men børn lærer vigtige ting ved at gøre dem sammen med forældrene, vaske bil, købe ind, lave mad, gøre rent, rydde op. Vi skal - pointerer Mogens Hansen - så at sige have barnet med på armen, når vi gør noget!

Mogens Hansen er klar i skrift & tale: opgaven med at udstyre børnene med den vigtige opmærksomhed ligger primært hos forældrene, men det er selvfølgelig lige så klart, at både daginstitution og skole bør & kan hjælpe til.

Børn skal vokse op på ujævnt underlag for at få styrket deres opmærksomhedssans og deres krop. De skal rulle ned ad bakker, klatre i træer og springe ud i “afgrunden”, men mange daginstitutioner - og skoler med - er blevet asfalteret, så børnene kan køre mooncar uden forhindringer.

Med reference til den russiske psykolog Lev S. Vygotskys “nærmeste udviklingszone”, hvori det centrale er, at vi alle kan noget på egen hånd og noget med hjælp fra andre - fælles stilladsering - redegør Mogens Hansen for de fire zoner for nærmeste udvikling, nemlig

1. den tidlige småbarnsalder
2. småbarnsalderen med legen i centrum
3. skolealderen med optagetheden af at opnå færdigheder og kundskaber
4. ungdoms- og voksenalderen med arbejder og studier.

Det er karakteristisk, når man deltager i leg, i en studie- eller arbejdsgruppe, at deltagerne er ligeværdige og i princippet lige vidende. Man kan “på denne måde lave stilladsering sammen som et billedligt udtryk for, at gruppens fællesskab understøtter opmærksomhedens fokusering og vedholdenhed, så de tilsammen kan skabe mere ny viden, end de ville kunne opnå hver for sig.” (side 95).

Var der nogen, der sagde teamsamarbejde?

Netop derfor er opmærksomhedsindlæringen så vigtig, den er simpelthen en forudsætning for, at samarbejdet i gruppen giver en ekstragevinst, der er større end summen af den enkeltes indsats.

“Børn og opmærksomhed - Om opmærksomhedens psykologi og pædagogik” har afsnit om “Opmærksomhed og hjernen”, “Opmærksomhedens psykologi”, “Opmærksomhedens tidligste udvikling”, “Nysgerrige voksne”, “Børneliv og arbejde”, “Opmærksomhedens pædagogik” og “Opmærksomhedsforstyrrelser”.

Det er en bog, man bliver glad af - og for - at læse, fordi Mogens Hansen formidler på en sådan måde, at det ikke føles umuligt at være opmærksom på opmærksomheden - og gøre noget ved den!

Oplagt indkøb til brug ved forældremøder i indskolingen.

Bent Rasmussen