Pædagogisk relationskompetence

Bogen er skrevet af lederen af Kempler Instituttet, Jesper Juul, og en af hans medarbejdere, cand.psych. Helle Jensen, der har været tilknyttet Kempler Instituttet siden 1992.

For et par år siden læste jeg en artikel med titlen “Læreren som relationsarbejder”. Relationsarbejder er et rigtig godt ord, for det er jo netop det, han/hun er, og pædagogisk relationskompetence er nemlig iflg. Juul & Jensen den helt afgørende faktor for, hvordan skolen og de øvrige pædagogiske institutioner udvikler sig i fremtiden.
Pædagogisk relationskompetence er en fokusering på relationerne mellem skolens aktører - “med politikerne som de blinde makkere”, som det formuleres i forlagets pressemeddelelse.

Definitionen på professionel relationskompetence: Pædagogens evne til at “se” det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme sin egen adfærd herefter uden dermed at fralægge sig lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten = det pædagogiske håndværk.

Og som pædagogens evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet = den pædagogiske etik.

Det er velgørende at læse et sammenhængende og konkret bud på, hvad pædagogisk relationskompetence er, og forfatternes redegørelse for de værdiforestillinger, der er knyttet til de professionelles voksen-barn-relationer i daginstitutioner og skoler. Bogen indeholder masser af konkrete eksempler og giver gode bud på, hvordan det kunne være anderledes. Det gælder ligeledes de kollegiale relationer, de ledelsesmæssige og relationene mellem fagfolk og forældre. Det understreges kraftigt, at der ikke er noget reelt modsætningsforhold mellem parternes behov for respekt, udfordring og udvikling af personlig integritet og ansvarlighed. Med andre ord: alle involverede har krav på hinandens respekt, men har samtidig et medansvar, både når det går godt, og når det går i smadder!

Jeg (f. 1941) er opdraget i et patriarkalsk samfund i en lydighedskultur, hvor “fader sagde…” som Osvald Helmuth sang det i sin tid. En lydighedskultur, som mange indvandrere er præget af (endnu), men som vi heldigvis har været på vej væk fra i snart en generation. Iflg. Juul og Jensen er det eneste reelle alternativ den ansvarlighedskultur, der langsomt er groet frem. Nogle debattører har efter min mening misforstået Jesper Juuls ligeværdighedsopfattelse. Man kan nemlig sagtens opføre sig ligeværdigt sammen med børn og andre gode mennesker og samtidig være den voksne professionelle, der har ansvaret. Derfor burde udtrykket “Ansvar for egen læring” ændres til “Medansvar for egen læring”, for INGEN kan lære noget, hvis de ikke selv går ind og tager et medansvar. Det gælder naturligvis ALLE! Bogen har den fine pointe, at den holder med relationen - og ikke med nogen!

Bogen indeholder et væld af praktisk eksempler fra de pædagogiske institutioners hverdag, og her spiller sproget en meget vigtig rolle. Den måde, vi taler til hinanden på - som kolleger, voksen-barn, som ægte- og kærestefolk - er vildt afgørende for, om det bliver en god, kreativ, opbyggende og understøttende proces.

Bogen er struktureret i fire dele. Første del - “Det generelle” - beskæftiger sig med en række fænomener i den virkelighed, der omgiver de pædagogiske institutioners arbejde med hovedvægten på de ændrede barn-voksen-relationer og familiens betydning.

Anden del - “Det personlige” - beskæftiger sig med de personlige elementer, som er fælles for børn og voksne, og som spiller en vigtig rolle for udviklingen af professionel relationskompetence.

Tredje del - “Det relationelle” - beskriver de interpersonelle relationer, elementerne i fagpersonlig udvikling og indeholder forfatternes bud på en definition af relationskompetence.

Fjerde del - “Relationerne” - handler om de konkrete relationer til børn og forældre, og bogen slutter med et kapitel om de udfordrende børn og unge.

Bent Rasmussen