Paradis

”Paradis” er en historie om en lidt trist bedemand, der gør, hvad bedemænd nu engang gør: ordner de døde, vasker dem, friserer dem, giver dem rent tøj på, putter dem i deres kister og lægger låget på.

Men det ville naturligvis ikke være en Fupz-historie, hvis ikke der også var noget andet, noget magisk i historien. Bedemanden kan nemlig noget helt særligt: Han kan tale med de døde. Og de døde taler gerne om blomster og damers numser og schæferhunde og carporte og blæsevejr og alt det, de ikke nåede …

Det med Paradis er noget, bedemanden finder på for at trøste en ung pige, der er død alt for tidligt. Men findes Paradis overhovedet? – Godt spørgsmål, som Fupz selvfølgelig har et finurligt svar på.

Bedemanden besøger en dag den unge piges grav og lægger en blomst, og da han går ud fra kirkegården, ser han alting i et underligt nyt og livfuldt lys, folk i biler, børn, der venter på bussen, hunde, en stor dreng med en instrumentkasse på ryggen, en reklame, to tømrere, der arbejder med et tag, en dame med en hat og en stor rund numse, piger med lyst hår og piger med mørkt hår, unge mænd, der pifter efter dem og godt kunne tænke sig at invitere dem… Altså livet i alle dets afskygninger! Og så er det Fupz slår til med en vidunderlig pointe: ”… Bedemanden smiler for sig selv. Paradis, tænker han, Paradis.”

Fupz tror ganske enkelt på livet før døden, på, at Paradis findes her på jorden… - Herlig historie med fine og originale tegninger af den debuterende illustrator Kamila Slocinska.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2011.