Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Peggyfriend og andre øjeblikke

”Peggyfriend og andre øjeblikke” indeholder otte historier med unge fortællerstemmer. Otte tekster, der indfanger øjeblikke af ungdomslivet anno 2010. Forfatteren er Lars Holmgaard Jørgensen (f. 1952).

Anmeldelser

Peggyfriend og andre øjeblikke

”Peggyfriend og andre øjeblikke”
Historier
Lars Holmgaard Jørgensen
Høst & Søn, 2010
128 sider.

Om

Om forfatteren

Lars Holmgaard Jørgensen, f. 1952, uddannet lærer, født i Vodskov i Vendsyssel. Han skriver mest for børn og unge, men har også akrevet voksenskønlitteratur med bl.a. bøgerne Han danse som en adelsmand (2005) og Pigen på pudderdåsen (2004). Blandt de kendteste af hans ungdomsbøger er Sabotøren (2004), der 2005 blev nomineret til børnelitteraturprisen Orla. Forfatteren vandt 1984 førsteprisen for "Den bedste historiske novelle for børn" i en konkurrence udskrevet af forlaget Aschehoug (nu Lindhardt og Ringhof).

Novellen ”Peggyfriend” handler indledningsvis om et følelsesforladt cybersexforhold, men ender overraskende med spirende kærlighed in reality.
”Noget for noget” foregår på en lejrskole i Sverige, hvor det Anders Fogh Rasmussenske ”noget for noget” udmøntes i mere eller mindre frivillig sex som en modydelse mod at holde mund.
I ”Nytårsforsætter” er hovedpersonen Steffen tidlig en morgen i gang som kommunal oprydder efter storbynattens udskejelser, da han møder en noget overrislet mand, der foreslår, at de bytter identitet. Steffen indvilliger – og det ender på en måde godt og håbefuldt, men med garanti problematisk i længden.
”Magneter” handler om at snyde sig til varer i et supermarked ved hjælp af magneter i lommen, men det er sværere end man tror, for nogen kender en, ser – og ved – mere, end man tror.
”Mæææh” foregår i 9. klasse, hvor man skal snakke om lignelser. Det ender med et opgør mellem indvandrerpigen Amina og resten af klassen anført af Sara. Amina holder modigt stand mod overmagten. Islam-kristendommagtkamp på klasseplan.
”Som en gazelle” handler om et længere løb, hvor hovedpersonen, ”Gazellen”, møder en underlig kvinde på o. 40. Kvinden er underligt besættende, så besættende at de to kvinder mod løbet slutning fortsætter ud i vandet, til vandet skyller ind over deres ansigt!
I ”Fætre” hævner jeg-personen sig på voldsom og yderst koldblodig vis i jalousi på Simon, der har bollet med hans kæreste. Jeg-personen mener, at han og Simon må være ”hulfætre”, fordi de har bollet med den samme pige.
”Øjeblikke” begynder med en klassisk uskyldig S-togsflirt, men ender i den ultimative kommunikationsbrist - en fejlslutning, der vil noget, da pigen, som den kejtede hovedperson har flirtet med i månedsvis, viser sig at være døv.

Lars Holmgaard Jørgensen er god til at skildre genkendelige ungdomsuniverser og giver ofte novellerne overraskende drejninger. Novellesamlingens er fuld af fine øjeblikke med behørig respekt for de unge, den skildrer og forhåbentlig når. 
”Peggyfriend og andre øjeblikke”
er en absolut anbefalelsesværdig samling fortællinger for unge, der vil være velegnet til klasselæsning i 9.-10. klasserne.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2010.