Jagten på det perfekte liv
Jeg har længe været lettere irriteret over den såkaldt ”positive psykologi”, fordi jeg synes, den er urealistisk. Nu har den israelske forfatter Tal Ben-Shahar, der underviser i faget ”Positiv psykologi” på Harvard University, imidlertid skrevet en bog, hvori han ansporer os til at forkaste den fejlagtige opfattelse, at jagten på det ”perfekte” er den bedste indikator for succes og lykke. Hvabehar?
Anmeldelser
”Jagten på det perfekte liv”
Tal Ben-Shahar
Oversat fra engelsk af Søren Søgaard
DANSK PSYKOLOGISK FORLAG, 2010
286 sider.
Om
Om forfatteren
Tal Ben-Shahar (f. 1973) er ph.d. i organisationspsykologi og underviser i faget ”Positiv psykologi” på Harvard University i Cambridge, Massachusetts, USA. Faget er det mest populære på Harvard nogensinde. Han har været gæst i The Oprah Winfrey Show og er blevet interviewet til bl.a. Wall Street Journal, USA Today og New York Times om, hvordan man bliver lykkeligere. Han har tidligere udgivet bogen Lykkeligere, der er solgt i o. 100.000 eksemplarer på det amerikanske marked. Tal Ben-Shahar er israelsk statsborger og tidligere mester i squash.
Med udgangspunkt i netop positiv psykologi gør forfatteren op med den umulige forestilling om det perfekte. Perfektionistens alt-eller-intet-tilgang til livet erstattes med en godt nok-tilgang, og der præsenteres et anderledes og mere konstruktivt syn på fiasko og succes, hvor nederlag er en uundgåelig og absolut nødvendig del af ethvert succesfuldt liv.
Der, hvor jeg bliver taget ved vingebenet, er det sted, hvor Ben-Shahar definerer forskellen mellem perfektionisten og optimalisten. Perfektionistens linie til målet er direkte og vertikal, mens optimalisten sagtens kan affinde sig med omveje, svinkeærinder, at stå lidt i stampe, osv. I skemaform (fra side 47) ser det således ud:
| Perfektionisten | Optimalisten |
| * Rejsen som en ret linje | * Rejsen som en uregelmæssig spiral |
| * Frygt for fiasko | * Fiaskoer som feed back |
| * Fokuserer på destinationen | * Fokuserer på rejsen og destinationen |
| * Alt eller intet-tænkning | * Nuanceret kompleks tænkning |
| * Defensiv | * Åben over for forslag |
| * Fejlfinder | * Fordelsfinder |
| * Streng | * Tilgivende |
| * Rigid/statisk | * Tilpasningsdygtig, dynamisk |
Det er faktisk også to forskellige lærertyper, og jeg ved godt, hvem jeg helst ville være – og helst undervises af!
Mange af os ligger under for en forestilling om, at vi på alle områder i vores liv skal være perfekte for at være lykkelige – men denne evige jagt på det perfekte er oftest den allerstørste forhindring for at få et lykkeligt liv, mener Tal Ben-Shahar. Langs ad i bogen øser han med eksempler fra sit personlige liv – uden at dog at blive for privat.
”Jagten på det perfekte liv” er en arbejdsbog til den, der ønsker at stoppe den evige jagt efter det perfekte og i stedet leve sit liv lykkeligt – nu og her.
Bogen består af tre dele. I første del præsenterer forfatteren sine teorier og ideer om perfektionisme. I anden del diskuteres perfektionisme i forhold til børneopdragelse og uddannelse, arbejdsliv og kærlighed. Sidste del af bogen indeholder en række korte meditationer, der hver omhandler et særligt aspekt af perfektionisme. Bogen igennem er der øvelser og spørgsmål, der kan overvejes og udføres alene, i par eller i grupper.
Interessant bog, der er glimrende oversat af Søren Søgaard!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juli 2010.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

