Pindsvinet der var lidt trist

Pindsvinet Humphrey har mange grunde til at være trist – i hvert fald lidt trist. Hans far stak af, og moderen blev kørt over af en lastbil, så Humphrey kommer på en hjem for pindsvineunger uden mor. Hver gang han er lidt glad, kommer han til at tænke på noget sørgeligt, og så er han trist igen.

Det minder mig om min salig mor, der kunne finde på at sige på sit syngende fynske, hvis man var alt for glad om morgenen: ”Nu skal du ikke komme for godt i gang fra morgenstunden, for så græder du bare inden aften!” – Utroligt, hvordan en sådan bemærkning kan sætte sig på tværs i ens indre univers og bæres med i mange, mange år!

Tilbage til ”Pindsvinet der var lidt trist”: Humphrey tænker meget over tingene, tænker på alle dem, der sulter eller ikke har noget sted at bo. Da veninden Vera kalder fra den anden side af vejen, bliver han imidlertid glad, men selv om Vera gør sig lækker, tør han ikke gå over til hende af frygt for at blive kørt over. Og da det bliver vinter, ser man på det allersidste billede fodspor på den anden side af vejen. Vera har opgivet Humphrey og er gået sin vej.

Den triste historie har fine billeder af Antonieta Medeiros, der brillerer med store panoramabilleder, små tegneserieagtige billeder, tankeboblebilleder… Det er bare flot. Det er en historie om ensomhed, om at være alene og om (manglende) mod. Ak – pointen må være, at man skal kysse den dag, man spidser munden.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2010.