Pinligt – Ditte på efterskole
Henrik Nilaus (f. 1952) debuterede helt tilbage i 1984 med ungdomsromanen ”De sa’ det ikke ku’ ske”, der handler om en atomkatastrofe på atomkraftværket Barsebäck. Samme år udkom endnu en ungdomsroman, ”Kys og bomber”. Lone er forelsket i John, og de er enige om, at samfundet skal laves om, men ikke om metoderne. I 1986 udkom bz-romanen ”Tak for sidst!”, der handler om en gruppe unge i Hillerød, der besætter et hus.Og fra fotobilledbogen ”Den fantastiske skovtur” i 1993, så var der pause i udgivelserne indtil 2001, hvor Henrik Nilaus igen meldte sig på banen med ”Pinligt!”, der handler om 14-årige Ditte med en total håbløs familie – som mange teenagere i øvrigt har i den alder.
Anmeldelser
”Pinligt – Ditte på efterskole”
Henrik Nilaus
Gyldendal, 2006.
Læs mere om
Henrik Nilaus.
I 2003 kom fortsættelsen – ”Pinligt! - ferien i Grønland” – og i efteråret 2006 udkom ”Pinligt! – Ditte på efterskole”. Kort fortalt handler romanen om Ditte, der nu skal et år på efterskole, men entreen den første skoledag er just ikke prangende, men pinlig ud over alle grænser, idet familien låner en gammel Skoda, der er meget lidt driftsikker.
Hendes familie består af: faderen, som intet arbejde har, moderen, storebroderen Mikkel og lillesøster Christina. Da familien ankommer til skolen, parkerer de bilen ved siden af en ny lækker Volvo. Inde på bagsædet sidder en virkelig flot dreng, mørk håret og mørke øjne. Han fortæller at han hedder Alexander. Ditte bliver straks forelsket! Men det gør Julie også! Og hvem mon får ham? – Det er selvfølgelig romanens go´e og store spørgsmål.
Dittes far er igen, igen… den allermest pinlige i Dittes liv, især da han optræder som efterskolens gæstelærer i emnet ”Ufo´er”, men ellers fyger hormonerne rundt i luften, livet på skolen skildres godt og realistisk, og opholdets højdepunkt – turen til Island – er fortalt på en fin og veldrejet måde.
Henrik Nilaus er god til at dreje en historie om en ganske almindelig, forvirret dansk familie med mor, far og tre børn på en - i bedste forstand - sød, sjov og charmerende måde. Også miljøet på efterskolen er beskrevet på en humoristisk og troværdig måde. Nilaus´ Ditte-bøger er fulde af dialog, og det må faktisk være en stor udfordring, når han ved hjælp af dialogen skal karakterisere en lang række personer, men det lykkes ham at give de fleste af personerne karakter, så de fremstår tydelige for læseren.
På Henrik Nilaus´ hjemmeside kan man læse, at han har lavet research på en efterskole:
”Jeg har besøgt Efterskolen Billeshave og fået lov til at følge en 8. klasse i et døgn. Bagefter interviewede jeg både elever og lærere.
Jeg har også talt med andre, der har gået på efterskole, så det, Ditte oplever, er en sammenskrivning af, hvordan et efterskoleliv kan forme sig. Ikke en beskrivelse af, hvordan alle - eller en bestemt efterskole - er, for efterskoler er meget forskellige, og deres regler er meget forskellige.”
Henrik Nilaus har også skrevet spændingsromanen ”Drengen der ville vide mere” (2003), der ikke handler om at læse ”Morgenavisen Jyllands-Posten”, men om en forsvunden hund og en mystisk nabo, der sætter Tobias og hans venner Anders og Nikoline i gang med opklaringen af noget, som måske er kidnapning - eller det der er værre!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.
