Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Pinligt!

Henrik Nilaus er en erfaren forfatter, som har skrevet bøger til børn og unge helt fra midten af 1980´erne. Hans debutroman, ”De sa' det ikke ku' ske” fra 1984, handler om den 18-årige Niels, der bliver øjenvidne til en atomkatastrofe på Barsebäck. Selv uhelbredeligt strålesyg fortæller Niels om den mangelfulde beredskabsplan og de uhyggelige følger, som den får for menneskene i millionbyen København. I februar 2008 udgav Henrik Nilaus sin første titel på Phabel, nemlig den anmelderroste ”Tokes Maske”, som er en barsk historie om mobning.

Anmeldelser

”Pinligt! - Dittes familie” (1)
145 sider

”Pinligt! - Ferien i Grønland” (2)
215 sider

”Pinligt! - Ditte på efterskole” (3)
256 sider

”Pinligt! - Væddemålet” (4)
180 sider

Henrik Nilaus
Phabel, 2008.

Om

Henrik Nilaus har også skrevet i den lidt lettere genre med ”Pinligt!-serien”, der tidligere er udkommet på Gyldendal. Sammen med det nye bind 4, ”Pinligt! - Væddemålet”, udgives hele serien nu i opdaterede udgaver med moderniseret omslagsdesign på forlaget Phabel.

I ”Pinligt! - Dittes familie” (1) fortæller den 14-årige Ditte om de yderst pinlige situationer, hun uforskyldt havner i, fordi hendes familie er så total håbløs. Hun ønsker inderligt at komme på efterskole, men det er dyrt.

I bind 2 – ”Pinligt! - ferien i Grønland” må Ditte tage med sin totalt pinlige familie på ferie i Grønland. Hendes far har lavet en liste over ting, de skal se. Jon står ikke på listen, men ham får Ditte helt selv øje på.

”Pinligt! - Ditte på efterskole” er 3. bind, og her går Dittes store ønske om at komme på efterskole endelig i opfyldelse. Allerede første dag får hun øje på den skønne Alexander…

"Jeg er på efterskole. Jeg er på Island. I hånden holder jeg Alexander. Intet kan slå mig ud nu. Jeg er bare så totalt lykkelig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der skulle kunne gå galt. Og så var det, jeg kom til at tænke på min familie."

Sådan starter 4 bind ”Pinligt! – Væddemålet”. Ditte har kysset med Alexander!

Ditte er naturligvis vild med ham, men et væddemål med ”veninden”? Julie om, at Dittes og Alexanders forhold ikke kan holde i tre måneder, sætter gang i handlingen. Først synes Ditte, det er sjovt med væddemålet om den skønne Alexander – men kvinde er selvfølgelig kvinde værst – og Julie er værst! Også Dittes halvpinlige familie gør det også i bind 4 vanskeligt for hende – eller rettere: Ditte oplever familien – især faderen – som pinlig, men jeg synes nu også, at faderen er morsom. Fx da mormors aske skal spredes fra Ven, det kommer farmand langt fra elegant fra. Og det fyger efterfølgende med fine vitser i familiens skød!

Og så er der selvfølgeligt også alt det med "den første gang".

Henrik Nilaus har godt styr på de morsomme hændelser – og især på den halvpinlige families gøren og laden, men han har tydeligvis også nærkontakt med de unges sprog.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2008.