”Pinocchios eventyr” - nu med illustrationer af Roberto Innocenti

Den levende dukke Pinocchio er fræk som få. Allerede mens den gamle snedker Gepetto er ved at snitte ham af et stykke træ, rækker han tunge ad sin menneskefar. Senere bringer trædukkens nysgerrighed, selviskhed og ulydighed ham ud i den ene farlige situation efter den anden. Han møder mordere og svindlere, han bliver kastet i fængsel, og han lader sig lokke til slaraffenland, hvor han forvandles til et æsel for - til sidst - at ende i cirkus. I bugen på den grådige hajfisk møder han igen sin gamle far, Gepetto, og da han til sidst begynder at tænke på andre end sig selv, forvandles han omsider til en rigtig, artig dreng af kød og blod.

Historien er måske nok lidt moralsk i sit anslag, men den er også morsom og fandenivoldsk. Pinocchio er det evigt ulydige barn, han er pralende, men også lidt dum og let at lokke. Pointen er, at han - på stedet - straffes for sine handlinger. Hvis han lyver, vokser hans næse, passer han ikke sin skole, bliver han til æsel, osv. Dybest set handler "Pinocchios eventyr" vel om den voksnes tro på at kunne forme et barn efter en ganske bestemt model, og selvfølgelig må historien - ud fra sin tid - ende, som den gør. Pinocchio er bogstaveligt talt slebet til, men vi ved nu - næsten 150 år senere - at det vitterligt er en umulig drøm. Alligevel er det en fantastisk livfuld og dejlig historie, der fungerer fint i Thomas Harders oversættelse.
"Pinocchios eventyr" er også et studie i, hvordan børnesynet har ændret sig igennem de seneste 150 år.
Roberto Innocentis billeder er en guldgrube, der understøtter og udfordrer. Her er virkeligt noget at gå på jagt efter sammen med eleverne i skolen.

Bent Rasmussen, juli 2005