”Pjaltehætte”

Der var engang en konge og en dronning. De ejede mere gods og guld, end de kunne overkomme at tælle. Lykkelige var de dog langtfra, for de fik ingen børn, uanset hvor mange læger og kloge koner de havde søgt råd hos….

Sådan starter eventyret om Pjaltehætte, en prinsesse der fødes grim, fordi dronningen ikke retter sig efter de afstukne regler, da en klog kone gæster slottet og lover hende børn. Men Pjaltehætte er handlekraftig og selvstændig, redder sin søster fra troldkællingerne og forvandles til en smuk prinsesse, da hun møder prinsen i sit liv. Han kan først slet ikke se hendes kvaliteter, men Pjaltehætte er i stand til at få ham til at se det smukke i tilværelsen. Først bliver den grimme gedebuk til den stateligste hest, så bliver den grimme slev, hun bærer, til en sølvvifte, den grimme hætte, hun bærer, til den fineste guldkrone, og til sidst foreslår hun, at prinsen spørger, hvorfor hendes ansigt er så gråt og hæsligt. Det gør han naturligvis, og da han kigger på Pjaltehætte, er hun så dejlig, at han får ondt i øjnene af at se på hende.

Det ender - om ikke med en Lily-model - så dog som i alle gode folkeeventyr med bryllup, en kæmpefest, der "fortsatte længere end nogen kan huske, ja, måske fester de endnu, så hvis du skynder dig, kan du måske nå at smage både bryllupskagen og dessertvinen."

Palle Bregnhøi har tegnet dejlige, lysende illustrationer (mest) holdt i grønne nuancer, der understreger folkeeventyret lethed. En dejlig billedbog!

"Pjaltehætte" findes også under titlen "Lurvehætte" som et af eventyrene i "Eventyr" af Asbjørnsen og Moe med illustrationer af Erik Hjorth Nielsen (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1987). Endvidere har Karin Flensborg dramatiseret eventyret i en udgivelse fra 1980 (Forlaget Drama).

Bent Rasmussen
Juli 2006.