Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

EVENTYR - Prinsen i Trolderiget

Henrik Hohle Hansen er en forunderlig fornyer af eventyrformen. Det viste han for alvor første gang i "Prinsessen og skopudserdrengen" (2003), og det slår han fast med syvtommersøm i "Prinsen i Trolderiget".

Anmeldelser

"Prinsen i Trolderiget"
Tekst: Henrik Hohle Hansen
Illustrationer: Charlotte Pardi
Forum, 2005

 

Det er Henrik Hohle Hansens og Charlotte Pardis fjerde fælles børnebog. Tidligere har makkerparret Hohle Hansen & Pardi stået bag billedbogen "Pigen, der ville på potten" (2000) og "Det fortryllede orgel" (2002), der er nye eventyr med hekse og prinsesser, trolde og frøer og alt, hvad der hører til. Men der sker alligevel noget uventet i Hohle Hansens eventyrunivers. "Prinsessen og skopudserdrengen" indeholder syv moderne eventyr med prinser og prinsesser, trolde og dværge, kendte og ukendte figurer og kendte temaer, men igen med overraskende drejninger.

I "Prinsen i Trolderiget" har kongen og dronningen i Rosenriget med de underjordiskes hjælp fået sønnen Adrian, men på den traditionelle eventyrbetingelse at han skal rejse til Trolderiget, når han fylder 12 år. Modstræbende må Prins Adrian begive sig af sted til Trolderiget. Han bliver med det samme - for en sikkerheds skyld - smidt i fængsel og kommer til at sidde i grotten ved siden af Syndetrolden med det dejlige smil. Syndetrolden er udelukkende smidt i fængsel af sikkerhedsmæssige grunde, fordi alle hans forfædre har slået de tidligere troldekonger ihjel. Og nu frygter troldekongen Grim, at det samme skal overgå ham.

Adrians opgave bliver at lære den arrogante troldeprinsesse at læse og skrive og lære hende om, hvad mennesker er for nogle størrelser, men også Adrian lærer noget om trolde og andre forunderlige væsner i Trolderiget. Det er kulturudveksling i børnehøjde, så det batter. Adrian igangsætter mange ting, Trolderiget forvandler sig til Den Gyldne By, men trues så udefra af ridderne af De Sorte Rosers Land. Det vil selvfølgelig være en dødssynd at afsløre slutningen på denne dejlige og lune eventyrfortælling, der på herlig vis understreges - bogstavelig talt - af Charlotte Pardis charmerende sort/hvide tegninger.

Henrik Hohle Hansen kan noget særligt, det er fornem og kreativ skrivekunst for de 5-10-årige og andre gode mennesker.

Bent Rasmussen, marts 2005