Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Er døden en regnbue?

Billedbogen ”Er døden en regnbue?” – med tekst af Jeanette Bresson Ladegaard Knox og smukke, smukke illustrationer af Pia Thaulov – tager fat på livets helt store spørgsmål, livet og døden, og inviterer børn og voksne til at læse, tænke og tale sammen

Anmeldelser

Er døden en regnbue?











”Er døden en regnbue?”
Jeanette Bresson Ladegaard Knox
Illustrationer: Pia Thaulov
Frydenlund, 2011
23 sider

”At tænke er at gå på opdagelse
– om at filosofere med børn”
Jeanette Bresson Ladegaard Knox
Frydenlund, 2011
70 sider, illustreret

Om

Om forfatteren

Jeanette Bresson Ladegaard Knox er mag.art., lektor i filosof og underviser på universiteter i Danmark og USA. Hun er desuden konsulent, forfatter og formand for Dansk Selskab for Filosofisk Praksis.

Mormor er gammel og træt, ja, hun ligger for døden, og Emily spørger: ”Hvad sker der, når vi dør, mor?” – Og mor griber øjeblikkeligt chancen for at forklare sig: ”Døden er et mysterium og er lige så svær at forstå som at fange en ål i vandet.”
 
Emily er tæt på mormor, får pludselig lyst til at holde hende i hånden og slumrer ind. I drømme møder hun døden og stiller ham en masse spørgsmål, bl.a. ”Hvorfor er du sur og tvær?”

På et tidspunkt går det op for Emily, at døden er kommet for at hente mormor. ”Hvorfor skal vi dø? Hvad sker der, når jeg dør? Hvad sker der bagefter? Kan mormor ikke vente med at dø?” – men døden svarer lidt kryptisk: ”Al natur bliver til evighed.”

Emily udtaler sin utilfredshed med døden, som hun beskylder for at være sur og tvær. Han har omvendt lidt medlidenhed med sig selv og mener ikke, det er retfærdigt, at folk lader det gå ud over ham, for i virkeligheden er det et hårdt job, argumenterer han.

”Døden lyste op, som om solen stod i hans øjne, og med ét slag forvandlede døden sig: smukkere end funklende stjerner på en mørk himmel, blødere end bølgers kærtegn på stranden og mere fredsommelig end stilheden selv, det var døden blevet. ”Du ligner min mormor … sådan næsten,” fremstammede Emily.” (side 20)

Og det er så dødsøjeblikket. Emily og hendes mor vågner og konstaterer, at Emilys mormor er gået bort, som det hedder.

Ønsker man som voksen at dykke dybere ned i emnet ”at filosofere med børn”, kan man læse videre i bogen ”At tænke er at gå på opdagelse – om at filosofere med børn”, der også er skrevet af Jeanette Bresson Ladegaard KNOX.

Jeanette Bresson Ladegaard Knox demonstrerer fornemt i billedbogen ”Er døden en regnbue?”, hvad hun skriver om i ”At tænke er at gå på opdagelse – om at filosofere med børn”, der en filosofisk guide til samtale med børn om døden. Bogen indeholder øvelser og filosofiske samtaleoplæg samt den filosofiske baggrundsviden for at kunne filosofere med børn om døden.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Juni 2011.