Rejsen ud af mørket

Når børn har fået læst Lene og Pierre Bourgeats smukke billedbog “Den lange rejse” (Høst & Søn, 1990), har det gjort et dybt indtryk på mange, mange børn, at hunden må efterlades i det land, familien flygter fra. I den første historie i “Rejsen ud af mørket”, hvor 12 flygtningebørn har fortalt deres vidt forskellige historier om deres flugt til Danmark, spiller hunden Karo også en væsentlig rolle. Fælles for alle historierne er, at de 12 flygtningebørn har måttet bryde op fra det sted, de har levet hele deres liv, og forladt mange af dem, de holdt af, i drømmen om at få et bedre liv i Danmark.

I “Jeg vil have min hund med” går det i et grusomt øjeblik op for Ahmed fra Tyrkiet, at han ikke kan få sin hund Karo med, da familien beslutter sig til at flygte ud af Tyrkiet. Godt nok lover en god kammerat at tage sig af hunden, men det er den hændelse, der hele tiden dukker op i hovedet på Ahmed.

“…Så kørte vi på en grusvej. Karo løb efter i en hel time. Han løb så stærkt… Han kiggede på mig hele tiden. Ham, der kørte bilen, sagde, at Karo nok skulle blive træt på et tidspunkt. Det blev han også. Pludselig kunne jeg ikke se ham mere…”.

Kalima fra Bosnien får - da hun sammen med sin mor ankommer til Danmark efter en farlig flugt - den tunge meddelelse, at både hendes far og storebror er blevet dræbt i krigen. Robia fra Pakistan kæmper som en lille bersærk for, at familien ikke skal flytte til Danmark, hvor faderen er flyttet til i forvejen. Men der er ikke noget at gøre. Hun må følge med til København.

“…Og jeg har lært dansk. Jeg synes selv, at jeg taler lige så godt dansk som mine danske klassekammerater, men alligevel længes jeg efter min landsby og mine venner i Pakistan…”.

Fælles for alle 12 fortællinger er, at alle børnene bærer på store sorger og traumer. Amaal fra Somalia fortæller f.eks.: “…Hver gang jeg tænker på, at min farbror blev skudt den nat, vi tog af sted, så ryster jeg over det hele og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nogle gange kommer jeg i tanke om den nat midt i en time her i klassen, så kan jeg slet ikke høre, hvad læreren og de andre siger. Så har jeg bare lyst til at være alene”.

“Rejsen ud af mørket” er imidlertid ikke udelukkende tung læsning. Bogen bekræfter en i, at børn er formidable til at indrette sig. På trods af næsten alt går livet videre. Ja, Cevcat kommer til at grine, når hun tænker tilbage på, hvordan hendes mors tørre, kedelige kager blev næsten som guld for hende, fordi de var deres madpakke, da de flygtede fra Kosovo.

Børnene drømmer også. De drømmer sig tilbage til hjemlandet, til kammeraterne, til bedsteforældrene, men de drømmer også om, at forældrene kan få arbejde og at de selv må blive accepterede som ligeværdigede borgere i det nye land.

Jorge fra Chile lukker og slukker denne lille, fine samling af historier, der er nænsomt og fint skrevet af Adil Erdem, med historien “De grønneste fodboldbaner":

“…Dengang var jeg ikke klar over, at det planlagte asylland var Danmark. Min mor lovede mig blot en rolig barndom sammen med min lillesøster - i et land med ro og orden. Og jeg ville i hvert fald komme til at spille fodbold på de grønneste fodboldbaner. Og det kom jeg til. Jeg begyndte også i skole og fik danske venner. Og som det bedste af det hele: da der var gået seks år, kom min far også til Danmark”.

Der findes også en lærervejledning, et hørespil og et rollespil, som jeg ikke har haft mulighed for at forholde mig til. Materialerne henvender sig til de 10-12-årige!

Af: Bent Rasmussen