Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller

Sally Altschuler er en snurrig fortæller, der nyder sin nye fortællerrolle, hvor han mange gange blot antyder noget, men så skal der lige fortælles en ordentlig – men vigtig – parentes, inden han så når tilbage til sporet igen. Somme tider – især i voksenudgaven ”En engel bag øret” – skal man holde ørerne stive for ikke at falde ud af historien, men energien i historierne er hele tiden til stede i mere end fuldt omfang.

Sally Altschulers familie var hverken rig eller berømt – og dog! Tipoldefaderen blev måske berømt, for han kunne nemlig tale med dyrene. Det første dyr, han talte med, var en bjørn. I slutningen af marts 1868 var han på vej hjem med hest og vogn til hjembyen Antonovka fra markedet i Mozyr. Hesten hed Hillel, og pludselig stejler den, for 10 m foran hest og vogn står en kæmpestor bjørn. Den kommer nærmere og ender med at placere den ene forpote på bukken. I trædepuden sidder der en stor kraftig fiskekrog, som den sandsynligvis har fået op i foden under fiskeri i floden. Sally Altschulers tipoldefar trækker derefter sig dolk frem og skærer fiskekrogen ud, og han når også lige at vaske såret med lidt vand, inden bjørnen lusker bort.

Så tror han, at den hellige grav er velforvaret, men lidt længere fremme møder han igen bjørnen. Tipoldefaderen bliver naturligvis bange og spørger: ”Hvad vil du mig?” – Og så er det bjørnen siger: ”Jeg vil takke dig. Farvel, og lev vel!” – og lusker af!

Lidt senere siger tipoldefaderen henkastet til hesten Hillel: ”Sig mig engang, sagde den bjørn virkelig tak?” Og så er det hesten siger: ”Hvad ellers?”

Det kan godt være det er løgn, men det er en fandens god historie.

Ukuelighed er noget meget karakteristisk igennem hele Sally Altschulers familiehistorie. Forfædrene har virkeligt måtte kæmpe for det daglige brød.

Da Sally Altschulers farmor Dunya skal rejse til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, får hun udpeget Danmark på en globus, men landet er så lille, at man ikke engang kan se det på globussen hos boghandleren, hvor hun spørger. Boghandleren fortæller så, at Alexander den Tredjes kone faktisk var prinsesse af Danmark, nemlig prinsesse Dagmar.
”Så kan det jo gå lige op,” udbrød Dunya. ”Rusland får hende prinsessen, og Danmark får mig.”

Og sådan blev det. Hun blev forenet med sin mand, Feivel Altschuler, og sammen fik de 8 børn, heriblandt Hirsch Abraham, der så bliver Sally Altschulers far.

”Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller” er strålende fortællekunst og vil være velegnet til både oplæsning og selvlæsning. Bagest i bogen kan man se familien Altschulers stamtræ. Det er især Sally Altschulers faster Sara, der har bidraget med mange historier og faktuelle oplysninger i forbindelse med skrivningen af de to bøger.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2011.