Lille Rygende Fis – røverhistorier fra det vilde vesten
I august debuterede tegneren Claus Riis som forfatter med sin første børnebog, ”Lille Rygende Fis – røverhistorier fra det vilde vesten”, der er titlen på 10 herlige og veldrejede røver- og løgnehistorier fra det vilde vesten. Han har naturligvis selv tegnet til.
Anmeldelser

”Lille rygende fis – røverhistorier fra det vilde vesten”
Claus Riis
Politikens Forlag, 2011
128 sider.
Uffe – en gut på 7-8 år – skal være alene hjemme, og da ”babysitteren” ankommer, viser det sig overraskende nok at være en rigtig cowboy – Billy Bob, ”der stinker som en ko og lyver stærkere, end en hest kan rende” – med cowboyhat, revolverbælte og støvler med sporer. Cowboyen er fuld af røverhistorier fra de go´e gamle wild west-tider – og den får ikke for lidt.
"Du skal få en historie fra dengang, hvor en mand var en mand, og en enlig mor uddelte kæberaslere og havde overskæg. Sådan en dame var Betty Bankboks. Hun var en enlig mor med hele syv snottede møgunger.
Uopdragne og fyldt med lus var de, hele banden. De syv møgunger var ikke til at styre på ti tønder afsvedet land. De levede af flæsk og bønner og spyttede skråtobak og hørte kun efter, hvad deres mor sagde, når hun trak et haglgevær frem og skød et skud ind i flokken." (side 9)
Man møder også bankrøveren Betty Bankboks og hendes syv snottede møgunger, Lille Rygende Fis, der er ekspert i røvsignaler (jo, du læste rigtigt!), det forelskede stinkdyr Skunky, den skotske guldgraver MacMuggen og flere andre skæve personligheder, der gør prærien usikker med deres spytbakker og ufortyndede stikkelsbærsaft.
Babysitter Billy Bob serverer hele 10 mere eller mindre fantastiske historier til Uffe, men så er det også slut. ”… Der lød kun en tung snorken fra den store cowboy med revolverne og den store hat. Uffe kiggede på ham. Han sov.” (side 118)
”Lille rygende fis…” er fyldt med mange sjove episoder og sproglige finurligheder. Uffe bliver fx opfordret til at sadle sengehesten, Lille Rygende Fis sender røgsignaler med sin mobål-telefon, tandlægen hedder Doktor Von Pløckenheim, generalen hedder ikke Custer, men Buster… Det er sjovt og lidt plat på den gode måde, og man mærker tydeligt, at Claus Riis´ store fortælleglæde - han har med garanti hygget sig, mens han skrev historierne om Lille Rygende Fis m.fl.
”Lille rygende fis – røverhistorier fra det vilde vesten” er en herlig oplæsningsbog og henvender sig til børn fra 7-12 år.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2011.
Om
Om forfatteren
Claus Riis (f. 1962) har arbejdet som pædagogmedhjælper, aftjent sin værnepligt ved Civilforsvaret, været på kunsthøjskole og et år på Arkitektskolen i Århus, før han kom på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding), hvor han blev uddannet på den grafiske linie.
Derefter flyttede han til København og startede på et større reklamebureau, hvor han var et par år – uden større succes, kvittede jobbet og blev i stedet freelancer med tegneopgaver for blade, aviser, bureauer m. m.
Han har blandt andet illustreret Lars Daneskovs Far på færde, Kim Fupz Aakesons Poulsens pirater og Jens Vilstrups Duen Didrik (Orlaprisen 2007 for bedste billedbog).
Desuden mangeårig tegner på Jyllands-Posten og Euroman. I 2001 tegnede Claus Riis forsider til ”SKOLEBIBLIOTEKET”.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

