Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

"Den nye sangskat"

En splinterny sangbog med titlen "Den nye sangskat" udkom i maj 2008. Sangbogen indeholder i alt 225 sange inkl. noder. Mange af sangene er velegnede til sammenspil, og der er medtaget instrumentale temaer, riffs samt korstemmer.

Anmeldelser

"Den nye sangskat"
Redigeret af Inge Marstal, Henrik Marstal og Jens Cornelius
Alinea, 2008
392 sider.

Sangene er et repræsentativt udvalg af de mest sangbare dansksprogede sange fra 1965 til i dag. Sangbogen indeholder både nyere og klassiske fællessange inden for rock, pop, folk, dansktop, højskoletradition, m.m.

Sangene i "Den nye sangskat" lever - i mindst lige så høj grad som den mere traditionelle danske sangskat - i den kollektive bevidsthed lige fra børn til ældre. Samtidig er det en samling sange, som udgør en fortælling om det at være dansker og menneske i en moderne og globaliseret virkelighed. Derfor er disse sange vigtige at komme overens med og at kunne synge dem på daglig basis.

På et nyligt afholdt (glimrende i øvrigt) seniorkursus om "Sangens år" i Danmarks Lærerforenings regi blev ovennævnte synspunkter mere end bekræftet. Det var - og er - en fornøjelsen at synge sammen - også når det gælder de nyere højskolesange.

I "Den nye sangskat" har man bl.a. medtaget sange af så forskellige kunstnere som Natasja, Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr, Peter Sommer, Kim Larsen, Shu-bi-dua, Anne Linnet, Sebastian, Skousen & Ingemann, Røde Mor, Tøsedrengene, Halberg-Larsen, Ibens, Tobias Trier, News, Søs Fenger, Thomas Helmig, Love Shop, Lis Sørensen, Steppeulvene, Cæsar, Per Dich og Gasolin.

Så der er noget at lære sig, hvis man mestendels er vant til at synge fra den go´e gamle højskolesangbog.

Der findes forklarende noter til hver sang, og sangbogen kan fås i en udgave med spiralryg til læreren.

Fornem udgivelse, hvor man virkelig har chancen for at synge af karsken bælg!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Juli 2008.