Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Hvad skete der, Sebastian?

Sidste år udkom Christoffer Boserup Skovs ”Sebastian og skrivemaskinen”, der er en skønlitterær og filosofisk bog for børn. Eiler Jensen anmeldte den i ”SKOLEBIBLIOTEKET” Nr. 5-2010 og sluttede sin anmeldelse med følgende flotte formulering: ”Læs denne finurlige og dejlige bog. Der er mange flere filosofiske spørgsmål i bogen, end der er plads til her – og skulle du være voksen, så vær ikke blasert, der bliver masser for dig at tænke over. En stor bog er det.”

Anmeldelser

Hvad skete der, Sebastian?












”Hvad skete der, Sebastian?
Christoffer Boserup Skov
Det Andersenske Forlag, 2010
136 sider.

Om

Om forfatteren

Forfatter Christoffer Boserup Skov er uddannet cand.mag. i filosofi og psykologi. I 2005 udgav forsvaret hans bog Min far er soldat, der nu er trykt i 14.000 eksemplarer, og i 2009 udkom Sebastian og skrivemaskinen.

Nu er bog nr. 2 i serien, ”Hvad sket der, Sebastian?”, udkommet med endnu flere filosofiske spørgsmål og tankevækkende overvejelser. Den handler om skyld, straf, retfærdighed og penge. Den 12-årige Sebastian overværer et voldeligt overfald, der tilsyneladende handler om penge, og voldsmanden når lige at hvæse, inden han forsvinder, at Sebastian IKKE har set noget! Men det har han jo, og Sebastian bliver politiets vigtigste vidne i efterforskningen. Politiet finder hurtigt frem til den formodede gerningsmand, og Sebastian udpeger ham ved en konfrontation på politigården og er ligeledes vidne i den efterfølgende retssag.

Tante Ketty er ligesom i bind 1 Christoffer Boserup Skovs talerør, og hun er lidt af en dygtig formidler/provokatør/debattør, og hun er også god til at få sat fokus på vigtige problematikker. Fx har mere end let ved at provokere Sebastians far, Poul. Et eksempel med en pengeseddel:
- Penge kan virkelig sætte sindene i kog hos mennesker, sagde Ketty. Hun tog Pouls 100-kroneseddel, kiggede på den og krøllede den pludselig sammen i en hurtig bevægelse og smed den over skulderen.
- Nej! Er du vanvittig? råbte Poul og styrtede hen for at samle den op.
- Se bare, hvor meget penge betyder, sagde Ketty.
Sebastian grinede højt. Den var god!
(Side 97)

Sammen med skoleveninden Vigga laver Sebastian en skoleopgave om penge, som læreren siger ”Super flot oplæg” til. De to skoleelever har erfaret noget, som alle 12-13-årige med garanti ikke har, og slutter deres fremlæggelse med følgende:
”Så selv om penge er smarte at have og kan gøre mange gode ting, så er de altså også med til at skabe konflikter og vold. Nogle gange er de skyld i, at vi slet ikke tænker os om og fokuserer på det, der er vigtigst. Nemlig hinanden.”

Naivt? Ja, men også dejligt renfærdigt.

Christoffer Boserup Skov vil noget med at skrive filosofiske og tænksomme bøger for børn, det lægger han slet ikke skjul på. Han er ikke en manipulator, men sætter på god gammel sokratisk vis fokus på samtalen/mulighed for samtale – og her er virkelig noget at komme efter. Jeg synes, politikere kunne lære en masse af denne bog, for det er som om, at den politiske samtale er totalt forstummet her i Dronningeriget. I samtalen lytter man til hinanden, lærer og nærmer sig hinanden – med det resultat, at beslutningerne bliver mere nuancerede og bedre! Men nej, i dag handler det om oneliners og spin, og samarbejdet hen over Folketingets midte er totalt udraderet, for man kan jo altid køre en 90-89-beslutning hjem. Det er sørgeligt, men sandt – og det er tankevækkende, at man skal ty til børnelitteraturen for at lære, at der er andre – og bedre – muligheder – men under alle omstændigheder et godt sted at starte.

”Hvad skete der, Sebastian?” er ikke en bog, læseren skal sidde alene med, for bogen ægger til klassearbejde på mellemtrinnet, til samtale, diskussion, debat…
Lad være, at tante Ketty og Adam er lidt for rigtige, og lad være, at Sebastians forældre er lidt for ”dumme” og uforstående, for let overdrivelse fremmer naturligvis i den gode sags tjeneste forståelsen.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2010.