Selma Z
Selma – hovedpersonen ”Hvis det her var paradis, gad jeg godt se helvede” – (Selma Z-serien i Vild Dingo) – er meget mod sin vilje ved at flytte til et nyt sted, et stort, faldefærdigt hus sammen med sin noget overfladiske mor og hendes utjekkede kæreste. Hun er ensom og ked af det og ikke helt i balance.
Anmeldelser
”Hvis det her var Paradis, gad jeg godt se Helvede”
(Selma Z 1)
(Vild Dingo)
Iben Harboe
Illustrationer: Mads Themberg
Bearbejder: Merete Ross
Gyldendal, 2010
52 sider.
”Hvis det her var Paradis, gad jeg godt se Helvede” er en billedroman og handler om teenagepigen Selma Z, og at dømme efter de mange stærke ungdomsromaner, der p.t. udkommer, så har mange teenagepiger det ikke særlig godt med sig selv – og slet ikke med deres mødre. Det samme er tilfældet med fald Selma Z.
Moderen er meget selvoptaget og panisk angst for grå hår, der omgående bliver klippet af, og hendes noget utjekkede kæreste får også med grovfilen af både forfatter, (Selma Z) og illustratoren Mads Themberg. Hans piller bussemænd, ryger cigaretter, drikker øl, har bodegavom og kører sindssygt, når han kører bil. Han kalder i øvrigt Selma Z for ”prinsessen”, og det opfatter Selma ikke som et kærligt ment kælenavn.
En dag ligger den utjekkede med rumpen i vejret og arbejder med et eller andet i huset. Selmas skarpe blik falder på det bare rygstykke og de lavthængende bukser. Mads Themberg har oven i købet udstyret ham grisehoved, for at det ikke skal være løgn:
”… Jeg smiler hånligt af hans sparegris, og selvom jeg egentlig ikke har lyst til det, kommer jeg til at tænke på, om det mon ville være muligt at mase en hel tyver derned?”
Ind imellem springer Flomme, som Selma kalder ham, i luften, og går amok som et polsk kanonslag.
Det nye bolig er i øvrigt ikke noget særlig velholdt ”slot” og ligger tilmed på Nirvanavej, men en dag møder Selma avisbudet Thor, der kommer til at dumme sig over for Selmas mor. Straffen effektueres omgående: han skal slæbe flyttekasser op i Selmas værelse. Mødet med ham giver Selma Z visse forhåbninger for fremtiden, men det må læseren vente med at få bekræftet til næste bind i serien om ”Selma Z”.
Billedromanen slutter således:
”… Plakater kan slet ikke holde til at man tager dem op og ned og flytter så meget rundt med dem. Så flosser de i hjørnerne. Og med tiden går de helt i stykker.
Jeg er Selma Z, og jeg ved, hvad jeg taler om…”
Mads Themberg tegner fornemt og spiller mere end godt med på historien om Selma Z. Næste bind i serien hedder ”Sort er sundt for sjælen” – og det stopper sandsynligvis ikke der, men det gør absolut ingenting, for det er fra kvalitetshylden. Det bliver spændende at følge Selma Z, der også har fået en flot hjemmeside: www.selmaz.dk – hvor der leges godt!
Kom og hør forfatteren Iben Harboe på Stand 91 i Bogforum 2010 lørdag d. 13. november kl. 13.00, hvor hun vil fortælle om sin figur Selma Z.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
August 2010.
