Silas - Fortrøstningens tid

Hvis titlen på Cecil Bødkers Silas-bog nr. 14! har et eller andet signal til vores nutid, så går det mod bedre tider. Vi kan med fortrøstning se fremtiden i øjnene: det gode vil sejre!

I “Silas - Fortrøstningens tid” tager handlingen atter en gang udgangspunkt i livet i den lille bjergby på Sebastiansbjerget. Et landskab, der er stykket sammen af mange forskellige europæiske steder, lidt fra Sverige, lidt fra Danmark og meget fra Frankrig, men landskabet står originalt og skarpt, ja, næsten fotografisk.

Livet i bjergbyen er stadig enkelt og nært, men alligevel er der hele tiden farer, som lurer på det lille alternative samfund. Menneskets trang til “guld og grønne skove” truer landsbyen, da en mystisk “handelsmand” på jagt efter guld m.m. i Sebastiansbjergets indre bliver en trussel mod landsbyen, men Silas og de andre beboere finder endnu en gang al deres snilde og handlekraft frem.

Juline føder sit og Silas´ barn. En pige, der får navnet Ania. Er du skuffet over, at det blev en pige? spørger Juline efter den vanskelige fødsel, men Silas leverer prompte et svar, der fejer al tvivl bort i Julines sind: “Hun (Ania. Red.) er det bedste og det mest mærkelige der er sket mig i hele min livstid.”

Silas er et flot figur i Cecil Bødkers forfatterskab, der med ham signalerer, hvad tilværelsen drejer sig om, nemlig at man hele tiden må stræbe efter at blive og være et anstændigt, troværdigt, ærligt, ansvarligt og tolerant menneske. Netop tolerancen er et vigtigt tema i “Silas - Fortrøstningens tid”. Hestekragen stiller med sit ekstremt svingende humør store krav til alles tolerance og overbærenhed, men Silas har sin bestemte, men bestemt ikke ukærlige måde at klare hende på. Silas får også den unge kvinde Urs væk fra den svindleriske og undertrykkende “handelsmand”, og der åbenbarer sig en spændende og rørende historie om Urs og hendes barn, der - opdager Silas - bor på “Asylet” i byen under mildt sagt uhumske forhold.

Og så er det lige før, at en ring slutter. Nogle mænd kommer mod slutningen af romanen bærende med en kvinde, der er plaget af en rygskade som følge af et fald fra en line. Ikke engang “Asylet” vil tage sig af hende, og man har så hørt om en klog kone - Bedste - i bjergbyen. Kvinden er urolig og bange:

“Hvor bærer I mig hen? spurgte hun ængsteligt. Hvis jeg ikke tager megen fejl, så er du på vej hjem,” svarede Silas.”

Og det er lige, hvad hun er. Du får en stor familie, lover Silas, for han har allerede opdaget, at kvinden er hans mor, linedanserinden.

“Silas - Fortrøstningens tid” - opus 14 - er endnu en flot - og smuk - historie om Silas og hans venner.

Bent Rasmussen