Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

At skære smerten bort

Omkring 15 % - skriver: femten! - af alle unge skærer i selv eller skader sig selv på andre måder – og tallet synes stigende! Problemet er skjult, for de unge gør det ikke for at få opmærksomhed eller omsorg, men i et forsøg på at overkomme – ”overdøve” – den indre psykiske smerte. Det er derfor godt, at nu er udkommet en bog – den første bog om selvskadende adfærd af en dansk forfatter - der kan give forældre, lærere, praktiserende læger og andre kendskab til problemet og fortælle, hvordan man skal forholde sig til denne destruktive adfærd.

Anmeldelser

”At skære smerten bort”
- en bog om cutting og anden selvskadende adfærd
Af Bo Møhl
PsykiatriFondens Forlag, 2006
140 sider

Bogen er skrevet af den meget vidende chefpsykolog Bo Møhl fra Rigshospitalets psykiatriske klinik, der har stor erfaring med behandling af mennesker med selvskadende adfærd.

Bo Møhl skriver i indledningen:
"For første gang i verdenshistorien er vi i vores del af verden i stand til at kontrollere smerte. Vi kan ikke fjerne den helt, men ved hjælp af medicin og psykologiske teknikker kan vi styre den og dermed undgå, at smerten tager magten fra os. Forbruget af smertestillende medicin er større end nogensinde, og selv små børn i børnehavealderen spørger som noget selvfølgeligt, om de kan få en hovedpinepille, hvis de har det skidt. Sådan var det ikke for blot få år siden. Måske er vores smertetærskel blevet lavere, så vi reagerer hurtigere, hvis noget gør ondt?"

Unægtelig et godt spørgsmål - som man siger, når der ikke findes umiddelbare svar!

En grundtanke i bogen er, at vi alle gør en masse irrationelle og usunde ting, og at vi gør det, fordi vi ikke kan lade være eller for at få det bedre. Man kan bare nævne rygning, alkohol, spisning af fede usunde ting…

Bogen er opdelt i følgende kapitler:
1. Indledning
2. Definitioner - Selvskade er en direkte, socialt uacceptabel adfærd, der gentages igen og igen, og som medfører lettere til moderate fysiske skader…
3. Kropslig selvskade - et nyt fænomen? - Her er svaret klart nej! Gennem tiderne og i alle kulturer har mennesket foretaget forandringer af kroppen, fortæller Bo Møhl og giver en række eksempler.
4. Klassifikation af selvskadende virksomhed - Seks katerorier: 1) Neurotiske selvskade, fx neglebidning, hud- og hårplukkeri samt unødvendige operationer - 2) Religiøs selvskade, fx selvpiskeri og lemlæstelse af kønsorganer - 3) Pubertetsritualer, fx fjernelse af mødom og omskæring  - 4) Psykotisk selvskade, fx amputation af lemmer, øjne eller ører - 5) Organisk betinget selvskade som følge af fx hjerneskader - 6) Selvskade hos normale mennesker, fx neglebidning og barbering.
5. Cutting - at skære sig - Cutting har mange forskellige årsager viser en undersøgelse fra 1988 (side 42).
6. Hvor stort er problemet? - Tallene viser, at cutting ikke længere er et individuelt problem, men snarere et offentlig sundhedsanliggende.
7. Hvorfor skærer man sig? - Barndomsoplevelser, der kan ligge bag selvskadende virksomhed - Fysisk og psykisk omsorgssvigt - Seksuelt misbrug - Fraværende forældre - Kaotiske relationer i barndomshjemmet - Alkohol- og/eller stofmisbrug i barndomshjemmet - Sygdom og/eller operationer i barndommen - Konflikter i forhold til jævnaldrende/mobning.
8. Coping ved hjælp af cutting - Den californiske psykologiprofessor og stressforsker Richard S. Lazarus definerer coping som en stadig skiftende kognitiv og adfærdsmæssig indsats for at håndtere specifikke eksterne og/eller interne krav, som vurderes som tangerende eller overstigende personens ressourcer. Coping er synonymt med bestræbelse på at få kontrol over situationen og er afhængig af vores ressourcer: helbred, energi, livsanskuelse, engagement, evner for problemløsning, sociale færdigheder, social støtte og materielle ressourcer.
9. Psykologiske forklaringer på selvskadende adfærd - I dette kapitel gives nogle bud på den psykologiske baggrund for udvikling af selvskadende adfærd.
10. Biologiske forklaringer på selvskadende virksomhed - Meget tyder på,
at der er en forstyrrelse i omsætningen af serotonin - et af hjernens signalstoffer. Serotonin har bl.a. betydning for reguleringen af impulsivitet og aggression, søvn og sexliv.
11. Masochisme og selvskade - Det er værd at bemærke, at selvskade er ikke
lig med masochisme!
12. Behandling - I dette kapitel opridser forfatteren en række fine og indfølte
behandlingsmåder (side 109-110).

  Desuden finder man en omfattende litteraturliste, bilag og billedliste.

Det er ikke lystig læsning, men bogen giver gode og nødvendige svar på, hvorfor de unge gør det, hvordan de gør det, hvorfor det giver en form for tilfredsstillelse, og hvorfor nogle bliver afhængige. Den giver også indsigt i den vanskelige behandling og i de komplicerede psykologiske og biologiske mekanismer, der ligger bag selvskadende adfærd.

En absolut nødvendig bog til det pædagogiske bibliotek!

Bent Rasmussen
November 2006.