“Skrækkabinettet”

’Skrækkabinettet’ begynder den dag, hvor Mester Aurelius med sin samling af nedslidte vogne og besynderlige eksistenser bevæger sig igennem en tæt skov. Skrækkabinettet består af diverse vanskabninger, kæmper – en jonglør uden arme og ben! - dværge og en stor, stor slange. En dag samler de et barn op, et barn, som øjensynligt er lagt ud. Han – for en dreng er det – er behåret som en abe og passer godt ind i truppen, men August, som de kalder ham, har den skæbne, at han snart skal spille en afgørende rolle i krigen mellem Himmel og Helvede. Drengen spreder glæde, men også utryghed, for han kan noget magisk med sine hænder.

Ligesom i Einspors ”Med døden i hælene” er vi på rejse i Europa i perioden omkring Den store Krig (1. verdenskrig), Den spanske syge spiller ligeledes en vigtig rolle, men det hele kulminerer på borgen Malbork (Marienburg) ved Nogatfloden i det tidligere Østpreussen, hvor hovedsædet for korsridderne i den tyske orden ligger.

Djævelen er – helt i gammeltestamentlig ånd – en gigantisk slange, men den har August i øvrigt helt styr på. Han bliver i det hele taget en yderst populær person i Mester Aurelius´ ”Skrækkabinet”, især kæmpen Titan bliver blid som et lam, når han er sammen med August.

August er ventet af både de gode og de onde – og dem midt imellem. Pavens folk kommer først, og det er dem, som bringer ham til borgen, hvor de har gang i mange projekter. Det viser sig, at August har nogle helt eventyrlige evner, som kan redde verden fra selveste djævelen Lucifer, der vil ødelægge menneskeheden. Ligesom i Janne Tellers fine roman ”Odins ø” er der mange, der ønsker at tage August til indtægt for netop deres tro. Således blander djævleuddrivere, ærkeengle, skytsengle, djævle og mere prosaiske biskopper og geologer sig i Augusts meget omtumlede liv i den hårrejsende og evig kamp mellem det gode og det onde.

Har Einspor noget med dværge?
I bogen ”Børne- og ungdomslitteratur – Portrætter af 10 danske forfattere” (Bogforlaget HER & NU, 2007) fortæller Henrik Einspor bl.a. om ”Med døden i hælene”:
”Ja, det vrimler med dværge i mine bøger – også i min seneste roman, der ikke er udkommet endnu - men da jeg var 12 år, fik jeg en kassettebåndoptager, som jeg somme tider optog bidder af film på, altså lyden. Engang da jeg så ”Næste Uges TV” med Bent Bertramsen, præsenterede han Ingmar Bergmans film ”Det syvende segl”, hvor ridderen og døden mødes. Jeg så bare et klip, og det var fantastisk uhyggeligt. Døden som en fysisk skikkelse med kappe og kridhvidt fjæs, og jeg tænkte, at den idé ville jeg gerne tage op engang. Og så var det også en sjov idé, at ridderen kunne spille skak med døden. Woody Allen har berørt det samme tema i sin novelle Døden banker på, men dér spiller de Gin rummy!”

Også i Med Døden i hælene er der sådan en lidt boblende lystighed?
”Det er faktisk svært for mig at skrive noget, der er 100 % alvorligt. Jeg bliver aldrig en forfatter, der tager alvorlige samfundsproblemer op i mine bøger. Den slags bøger kan jeg ikke skrive. Jeg føler ikke, jeg er et overfladisk menneske - men det er ikke det, jeg kan. Jeg nærer stor beundring for forfattere som Anders Johansen og Martin Petersen, der kan skrive om smertefulde problemstillinger, og Kim Fupz Aakeson og Glenn Ringtved, der kan skrive om alvorlige ting på en let måde. Men jeg er seriebogsforfatter og bevæger mig i det lettere repertoire – og det har jeg det fint med. Det er vigtigt, at der er lidt af hvert til børn og unge.”

Henrik Einspor er god til at fange stemninger og skriver med den dér herligt underspillede humor, som er så karakteristisk for ham. Alt kan ske – og det gør det!

Henrik Einspor udtrykker sig naturligvis anderledes end i de snævrere rammer med Jack Stump, Svend Svovl og Dykker-detektiverne – men han viser klart, at han også mestrer den store fortælling. Han morer sig øjensynligt på samme måde som i ”Med døden i hælene”, og jeg ”mistænker” ham for at tænke: Nu tror de, at jeg ikke kan skrive andet end Stump- og Svovl-bøger, men – ha! – nu skal jeg lige vise dem.

Hvor er det godt, at Henrik Einspor udfordrer sig selv, men det er mindst lige så godt, at han udfordrer sine læsere, der lige troede, de vidste, hvor de havde ham.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
oktober 2007.