Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Hvad den røde skuffe gemte…

Allerede i 1970´erne læste jeg billedbogen ”Hissa Hussa Hejsa”, der var skrevet og tegnet af forfatteren, læreren og skiltemaleren Karl Nielsen fra Kerteminde, højt for mine to - dengang - små drenge. Det var nemlig tydeligt, at han havde brugt min barndoms større by, Kerteminde, i billedbogen. Siden ”Hissa Hussa Hejsa”, der var Karl Nielsens debut, har han udgivet over 20 meget forskellige bøger, og nu er han på banen igen. Han har skrevet, digtet og håndtegnet en smuk billedbog med titlen ”Hvad den røde skuffe gemte…”, der er som skabt til masser af god fællessnak mellem børn og voksne – både hjemme og i skolen.

Anmeldelser

”Hvad den røde skuffe gemte…”
Tekst & tegninger: Karl Nielsen
Siesta, 2007
40 sider

I en fornem, håndskreven indlægsseddel skriver han:
”Den vigtigste mission fra min side over for de 8-9-årige er, at de får en rigtig god snak med hinanden og med voksne (forældre og lærere), så de har lyst til at opleve skuffens beboere og prøve at svare på de spørgsmål, som hver situation lægger op til.
Det er desuden mit håb, at de forskellige hændelser gennem bogen afføder flere voksenspørgsmål end mine nedskrevne, så der automatisk vokser lidt ”detektivstemning” frem – en verden, som der nok skal lidt voksenstøtte til.
At finde svar ved brug af atlas, nogle forskellige fagbøger, ordbøger, m.m. vil osse for de fleste børns vedkommende kræve lidt starthjælp.
Summa summarum: Det skal helst være rigtig sjovt!
Bogen er skrevet ud fra min devise: ”At gå i skole skal være så tæskedejligt, at det ind imellem sortner for øjnene!””


Unægtelig et højt, men absolut prisværdigt ambitionsniveau!

”Hvad den røde skuffe gemte…” bærer – selvfølgelig – på en fin måde præg af, at Karl Nielsen også er uddannet skiltemaler. I 1987 lavede en smuk bog om ”Kalligrafi” og samme år en ditto en om ”Bomærker, signaler, symboler og tegn”.

”Hvad den røde skuffe gemte…” tager udgangspunkt i børns nysgerrighed, der som bekendt er en vigtig drivkraft m.h.t. børns læring, og i at læring - helst – skal være rigtig sjovt. Det lever Karl Nielsen i sin billedbog så rigeligt op til selv.

Fornem udgivelse til fælles brug i 2.-3. klasserne, men billedbogen er også det rene guf for børn og voksne i al almindelighed.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2007.