”Dronningens Smaragd”

Hovedpersonen Pia - vel 13-14 år gammel - stikker ikke op for bollemælk. Hun kaster sig rask væk ud slåskampe med de drenge, der tør stille op, eller som træder ind over hendes enemærker - og det giver ind imellem blå øjne og andre skrammer. Imidlertid glemmer hun alt om et nyligt indkasseret blåt øje, da hendes bedstefar, den "pensionerede" pengeskabstyv, Puskin, læser i avisen, at den rige Gloria von Waldenfels kommer til byen. Og det bedste er, at Gloria von Waldenfels har taget sin verdensberømte ædelsten, Dronningens Smaragd, med på sin rejse. Det siges nemlig, at den, som ejer Dronningens Smaragd, vil leve længe og altid have et godt helbred. Men netop offentligheden om ankomsten og smaragden bør selvfølgelig med det samme gøre den erfarne krimi-læser mistænksom!

Netop udsigten til at leve længe og altid have et godt helbred er lige noget for den gamle pengeskabstyv, Puskin, der pludselig finder sine henlagte kompetencer frem igen. Imidlertid er Puskin i sin alderdom stærkt plaget af gigt og svimmelhed, så han må være kreativ. Han lokker Pia til at være klatretøs, så de sammen kan røve Dronningens Smaragd. Om operation Dronningens Smaragd lykkes?

Det er som bekendt dårlig skik at røbe, hvordan en krimi-historie ender, men jeg tør alligevel notere, at intet viser sig at være, som man tror, det er…

Det er en roman i den lette, men afgjort velskrevne genre. Romanen tegner et fint billede af den lidt vilde og voldsomme pige, Pia, og hendes forhold til familien og især hendes store omsorg for bedstefaderen. Oversætteren Flemming Andersen har oversat let og elegant fra tysk.

Bent Rasmussen, august 2005