Sociale spilleregler
Maaholms Forlag er igen, igen… ude med en serie fine bøger - denne gang med fællestitlen ”Sociale spilleregler”, der er oplæsnings- og samtalebøger for de 5-8-årige.
De fire bøger i serien har titlerne ”Jeg er høflig”, ”Jeg er ærlig”, ”Jeg tager ansvar” og ”Jeg viser respekt” og er fint oversat og bearbejdet af Lis og Torben Pøhler.
Tidligere har forlaget udsendt serierne ”Følelser” (7 titler), ”Miljø og natur” (4 titler) og ”Sanserne” (5 titler).
Anmeldelser
”Sociale spilleregler”
* Jeg er høflig
* Jeg er ærlig
* Jeg tager ansvar
* Jeg viser respekt
Forfatter: Brian Moses
Oversat og bearbejdet af Lis og Torben Pøhler
Illustrationer: Mike Gordon
Maaholms Forlag, 2007
32 sider.
Flere oplysninger på
forlagets hjemmeside.
Serien ”Sociale spilleregler” sætter ord og - gode og sjove - billeder på det, der under en fællesnævner kunne betegnes som ”god opførsel”. Det var næppe gået i 1970´erne, men nu føles det helt relevant. Underligt, som tiderne skifter – but so it is!
Bøgerne lægger – ligesom de tre andre serier – op til en åben og fordomsfri samtale i de yngste årgange i folkeskolen. Tegningerne søger på en formidlende måde at vise, hvordan man kan reagere i forskellige situationer. Det er gjort på en fin og inddragende måde, der i høj grad lægger op til dialog og diskussion. Bøgerne er ikke en ”Emma Gad” for de små, men bøger med mange indgange.
Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Kim Fupz Aakesons vidunderlige historie ”Verdens Uartigste Dreng” - navnet er Svend Bendt - der må en hård tur igennem lyveskolen, før han er i stand til ”at opføre sig ordentligt”, som det hedder. Ja, han blev faktisk så artig, ”…at han både fik flere lommepenge af sin mor og far og også tit en blank femmer hos sin faster og faktisk fik han også en racerbane og fire racerbiler til jul. Artige børn får nemlig større julegaver. Og heraf kan man lære at det er godt kan betale sig at gå i skole.”
Det er kostelig humor. Historien om Svend Bendt kan læses i ”En helt anden HISTORIE og andre historier” (Carlsen, 1999).
Hver bog i serien ”Sociale spilleregler” indeholder et afsnit til de voksne med forslag til, hvordan man kan arbejde med bogens tema i de ældste årgange i børnehaven, i børnehaveklassen og i 1. og 2. klasserne.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

