Den sårede soldat

“Der var engang en mand, langt herfra, i et fjernt bjergland.” - Vietnam, Kina…? Det får vi ikke at vide, det er også underordnet, men sådan begynder historien. Mandens navn er Sukai, der en dag opdager en såret soldat i kratskoven på bjergsiden. Soldaten kommanderer Sukai frem, men Sukai bliver “stående, stille som en skygge, en stamme blandt stammer”, mens han hører soldaten stønne for til sidst at se ham synke sammen over geværet.

Sukai sætter foden på geværet og gør soldaten klart, at han vil hjælpe. Han løfter soldaten op og bærer ham - en ung dreng, mager, beskidt, svag af blodtab og dødsens angst - hjem til sit hus i byen, hvor soldaten bliver plejet og passet.

Soldaten får det lidt efter lidt bedre, han begynder at spise, og de kan tale sammen.

“Hvorfor er du soldat?” spurgte Sukai en dag.
“Jeg gør min pligt,” sagde den sårede soldat. “Jeg kæmper.”
“For hvad?” spurgte Sukai.
“For folket,” sagde soldaten, “Ja, og magten.”
“Hvad for en magt?” spurgte Sukai.
“Magten i landet,” sagde soldaten. “Vi kæmper for den. Ja, og folket.”
“Jeg er folket,” sagde Sukai. “Har du spurgt mig, hvad jeg ønsker?”
“Eller mig?” sagde hans kone. “Jeg er også folket.”

Denne ordveksling forvirrer soldaten, for hvilken forstand har bjergboere på politik? Sukai og hans kone indrømmer, at de ikke har ret meget forstand på politik, men til gengæld ved de noget om fred!

En dag gennemsøger en gruppe soldater husene i bjergbyen, men takket være Sukais list & snilde opdager de ikke, at soldaten tilhører fjendens parti.

Nogle dage efter kommer soldaterne igen. Kommandanten er blevet bortført, hævder de og tager Sukai som gidsel sammen med 11 andre. Præsten kommer og beder dem om at omvende sig, inden de skal henrettes - men Sukai har ikke megen lyst til at omvende sig til en religion, der er kommet med struttende våben og kamplyst.

Lige inden eksekveringen kommer kommandanten tilbage. Det viser sig, at han er redet i en kløft på sin hest, der havde brækket halsen, kommandanten slipper med et brækket ben.

Alt ender selvfølgeligt - som i alle gode eventyr - godt! Soldaten bliver rask og bliver gift med Sukai datter, og de får børn, som igen fik børn - “og slægten lever den dag i dag - det er efterkommere af soldaten og Sukais datter, der har fortalt mig historien.”

Det er en smuk og tankevækkende historie, der burde læses af både Donald “Grumsfeld” og Saddam Hussein, der med garanti også må blive grebet af Flemming B. Jeppesens smukke, akvareller, holdt i jordfarver, der understreger Berliners fine pointer i eventyret.

Bent Rasmussen, oktober 2003.