Solo

Sorgen kan som bekendt have mange ansigter, og for den 16-årige Mys vedkommende er det et afvisende og vredt ansigt, som hun viser omverdenen. Klassekammeraten Tobias forsøger stædigt at nå ind til My, men hun kan ikke komme ud af sin alenehed, altså det sted derinde i ”borgen i borgen” – ”Citadellet”, som præsten Preben Kok kalder det – stedet, hvor man kun har sig selv at stole på og snakke med.

My undgår sin mor, hun hader skolen og deltager ikke i det sociale fællesskab. Hun nægter at tage stilling til tilvalgsfag og er i det hele taget på tværs, men da hendes lærer træffer et valg for hende og lader det være musik, får My det virkelig svært. For der er sket noget i hendes familie, som hun ikke kan snakke med nogen om. Hendes far, der er musiker og komponist, har fået et slagtilfælde og ligger i koma på hospitalet. Det har fx fået hende til at fravælge musikken i sit liv, men da hun møder Tobias, insisterer han uden at vide, hvad der ligger bag Mys holdning, på, at de skal spille et bestemt stykke musik, der – hvad han ikke ved – er skrevet af Mys far. My, der spiller ganske habilt på violin, gør næsten alt, hvad hun kan for at smutte udenom, men Tobias er stædig og holder fast i sin idé. Han vil My, og han vil spille musikstykket sammen med hende til skolekoncerten. Mødet med Tobias bringer Mys forhold til musik tilbage på sporet og ender også til slut med at bringe hende tilbage på et sundere spor i tilværelsen. Hun bringer sig/bliver bragt ud af aleneheden – i hvert tror man på, at hun – takket være den kloge dreng Tobias og også musiklæreren Jan – vil få en lettere gang på jorden.

Det er en smuk og rørende historie om kærlighed, sorg og tab. Marie Wolfsberg Oscilowski skriver overbevisende godt, man lærer virkelig Mys krinkelkroge at kende, og man kan kun glæde sig til at læse mere af Oscilowski. Fornem debut!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2010.