Sorg hos børn

Magne Raundalen rammer flot - i sit forord med titlen ”Det informerede hjerte” – bogens og Atle Dyregrovs ærinde ind. Han skriver bl.a., at Atle Dyregrov hele tiden har krævet af sig selv, at den platform, han står på, skal have tre dybe, vidensbaserede forankringer, nemlig:
1) Først og fremmest skal han vide, hvad han vejleder om her og nu og skriver om i sine mangfoldige publikationer. Han skal have været der.
2) Den anden krævende forankring er forskning i praksis, med særlig opmærksomhed på nye, virkningsfulde terapiformer.
3) Hans tredje forankring er hans omfattende omsætning af erfaring og viden til undervisning og vejledning for andre.

”Sorg hos børn” er inddelt i følgende kapitler:
• ”Børns sorg og krisereaktioner” – … Mange børns vanskeligheder skyldes angst, som har sammenhæng med omstændighederne omkring dødsfaldet. (side 40)
• ”Specielle dødsfald” – … Frem for alt har børn behov for, at de voksne kan tale om det, der er sket. Det er misforstået hensyn fra de voksne side, hvis de undlader at tale med børnene, fordi de tror, de kommer til at skræmme dem med deres egne reaktioner. Tavshed og fortielse er altid en kilde til ængstelse hos børn. (Side 58)
• ”Dødsfald og kriser på forskellige udviklingstrin” – … Ligheden mellem børns og voksnes sorg og ligheden i børns reaktioner på forskellige alderstrin er slående. Det gælder både sorg- og krisereaktioner. (side 61)
• ”Hvad gør sorgen værre?” – … På mange måder kan vi sige, at børns sorg kan hæmmes af forhold, som på forskellig måde har med voksnes manglende accept og anerkendelse af børns sorg at gøre. (side 67)
• ”Kønsforskelle på sorg” – … Samlet set tyder forskning på, at det er piger, der er de mest udsatte i kølvandet på tab af nære familiemedlemmer. (side 71)
• ”Omsorg for børn i sorg og krise” – … Globalt set sker der en udvikling af mere forståelse og inkludering af børn, ofte båret frem af kvinder, og vi skal forklare forældre med en anden kulturbaggrund, hvorfor vi anser det for vigtigt at være åbne, direkte og konkrete i vores kommunikation om døden, og hvorfor vi inkluderer børn i forskellige ritualer. (side 86)
• ”Retningslinier fore varetagelse af børns behov” – Grundlæggende handler det om ”Åben og ærlig kommunikation”, som også er kapitlets underoverskrift.
• ”Håndtering af dødsfald i børnehave og skole” – I dette kapitel findes en guldgrube af gode anvisninger på, hvad en børnehave eller skole kan gøre.
• ”Krisebehandling eller sorgterapi for børn” – Efter traumatiske dødsfald er det vigtigt, at en eventuel terapeutisk opfølgning kommer hurtigt i gang, fordi forskellige beskyttelsesmekanismer træder i kraft. (side 143)
• ”Sorggrupper for børn” – Atle Dyregrov argumenterer for, at der bør udvikles bredere tilbud om sorggrupper fx tilknyttet skolen. (side 146)
• ”Om tage vare på sig selv” - … God egenomsorg er en forudsætning for, at man kan give god hjælp og støtte, næste gang et barn eller en voksen i ens nærhed oplever sorg eller krise. (side 148)

Endvidere finder man en omfattende litteraturliste (side 151-157) og et Appendiks, der indeholder følgende områder: ”Sorg hos børn – Retningslinier for omsorg”, der er en meget fin opsummering, ”Skønlitterære bøger for børn og unge på norsk”, hvoraf mange også findes på dansk, ”Bøger og video for børn og unge på dansk”, ”Bøger for voksne på dansk”, ”Undervisningsmateriale på dansk”, ”Handleplaner på dansk”, ”Nogle eksempler på mindesider på Internettet”, ”Netsteder med nyttig information om børn/unge og sorg og kriser”, ”Eksempler på beredskabsplaner og skolers beredskab, som findes på Internettet” og endelig ”For førskole/børnehave”.

På en af mindesiderne på Internettet fandt jeg følgende rammende citat af Iben Sandemose:
"Sorg går ikke over. Den tar bare en annen form. En sorg ligner på havet. Til å begynne med er bølgene veldig krappe.
Så kommer dønningene, men det blir aldri mer havblikk"

Det er ganske enkelt en nødvendig bog på ethvert skolebibliotek – og gerne i flere eksemplarer, så man kan arbejde i grupper med den, for det er vigtigt, at fx sundhedsplejersken – eller andre ressourcepersoner – guider på en kærlig og indsigtsfuld måde. Men læs bogen - den er berigende og underligt livsbekræftende!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.