Når sorgen rammer

OmSorg – Kræftens Bekæmpelses fine dobbeltudtryk – bekræfter nemlig, at åbenhed er et must i forbindelse med alvorlig sygdom og død i en familie. En erfaring, jeg også selv har gjort, men desværre efterlevede jeg ikke selv åbenheden over for mine børn i forbindelse med min egen mors død i 1980.

I ”Når sorgen rammer” er talerøret den 5-årige Kamilla, der oplever sin mors sygdom og død via sin stressede far. Hun bliver ikke en del af fællesskabet omkring moderens alvorlige sygdom og oplever tingene underligt langt væk, når faderen fx hvisker med børnehavepædagogen eller fører lange mobilsamtaler med farmoderen. Derfor må Kamilla ty til levendegørelse af sin elskede dukke Fie, som hun fører lange og dybsindige samtaler med.

Men børn reagerer selvfølgelig på situationen enten på ene eller anden måde, og det gør Kamilla også. En morgen vil hun ikke i børnehave, fordi der har været en dum situation dagen i forvejen, hvor pædagogen havde fortalt, at Kamillas mor var meget syg. Til Fie fortæller Kamilla: ”… Så vil de ikke lege med dig mere. De skulle hellere være glade for, at det ikke er deres egen mor. Det er ikke spor sjovt.
Jeg har fortalt Fie alt det, der er sket i børnehaven. Jeg har ikke sagt noget til Far. Jeg tror ikke, at Far kan forstå det. Han har også så meget andet, han skal tænke på.” (side 47)

Kamilla drømmer også en drøm, hvor moderen – klædt i en lang hvid kjole – svæver bort, og Kamilla kan ikke nå hende og vågner op i et skrig og begynder at græde. Et eller andet sted dybt inde forstår hun, hvad drømmen handler om og forklarer til Fie: ””Du kan jo godt forstå, at Mor er så syg, at hun ikke kan leve.” Det vidste hun godt. ”Men hun ville så gerne hjem for at sige farvel til os.
Jeg ved ikke, om Fie helt forstod det. Sådan noget er ikke så nemt at forstå.” (side 65)

Kamilla er med til begravelsen. Fie er også med, men det er der ingen andre, der ved, for Kamilla havde gemt hende i sin taske.

I en epilog – 5 år senere – fortæller Kamilla, at hun – og faderen – er kommet videre. Faderen har stiftet ny familie, og hans nye kone er såmænd sød nok, ”men hun er jo ikke min rigtige mor.” Og Kamilla savner sin mor, tænker på hende hver eneste dag og vil gøre det hver eneste dag i resten af sit liv. Sådan er det, tror jeg!

Ideen med at lægge historien i munden på den 5-årige Kamilla er indlysende god, og Birger Møller, der er overlæge, rammer hendes niveau og tanker på en fin og indfølt måde.

”Når sorgen rammer” er en lille vigtig – fin og nænsom – bog, der kan betone de voksnes ansvar i forhold til børn i svære livssituationer.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
November 2010.