Ib Spang Olsen
Gyldendal har i samarbejde med illustratoren og forfatteren Ib Spang Olsen iværksat en relancering af hans mest kendte billedbøger. Den 11. juni - på Ib Spang Olsens 87 års fødselsdag - udkom de første fire, og det er intentionen at udgive o. 20 andre historier i de kommende år.
Anmeldelser
"Mosekonens bryg"
Ib Spang Olsen
Gyldendal, 2008
32 sider
"Drengen i månen"
Ib Spang Olsen
Gyldendal, 2008
32 sider
"Kattehuset"
Ib Spang Olsen
Gyldendal, 2008
32 sider
"Gamle fru Glad og hendes hund"
Ib Spang Olsen
Gyldendal, 2008
32 sider.
De fire første er "Mosekonens bryg" fra 1956, "Drengen i månen" fra 1962, "Kattehuset" fra 1968 og "Gamle fru Glad og hendes hund" fra 1974 - og det er alle dejlige gensyn med stadig aktuel friskhed i sig.
I 1963 fik Ib Spang Olsen Kulturministeriets Børnebogspris for den dejlige og sprogligt underfundige "Drengen i månen", og også i 1964 og 1967 har han modtaget Kulturministeriets Børnebogspris. Altså hele tre gange. Det er hverken sket før en siden i prisens historie.
I 1980 modtog han Kulturministeiets Illustratorpris for den smukke billedbog "Lille dreng på Østerbro".
1972 modtog han IBBY´s H.C. Andersen-Medaljen. Kun to andre danskere har modtaget denne fornemme pris, nemlig forfatteren Cecil Bødker (f. 1927) og illustratoren Svend Otto S. (1916-1996).
"Mosekonens bryg" handler om mosefolkene, der holder til ude i mosen. De er kun fremme, når det er nat og mørke. De kan nemlig ikke tåle solskin.
"Drengen i månen" er en fantastisk bog - både sprogligt og illustrationsmæssigt. Månemanden opdager en aften sit spejlbillede og så kalder han på månedrengen. "For der er nemlig også en månedreng." Månedrengen lover at hente den anden måne og tager ned til jorden og oplever både sjove og mærkelige ting.
"Kattehuset" foregår i et moderne boligkompleks, som Lasse og Laura er flyttet ind i. Det er kedeligt, men naboejendommen - "Kattehuset" - rummer alle de mystiske, fantastiske og spændende legemuligheder, som børn overhovedet kan ønske sig.
"Gamle fru Glad og hendes hund" er en herlig remsebilledbog.
Det er dejligt, at nutidens børn nu får mulighed for at stikke deres næser i disse fire herlige Ib Spang Olsenske billedbøger.
Læs mere om Ib Spang Olsen på: www.ibspangolsen.dk.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET",
Juli 2008.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

