Da jeg besøgte himlen

En dag finder Ulf - 57 år - en såret svale på marken. Han tvivler på, at den vil klare den natten over, men funderer over, om man kunne følge den til himlen og finde ud af, hvordan hans mor og far har det. Og det bliver pludselig - på forunderlig vis - gjort muligt for ham.
Da jeg besøgte himlen er historien om, hvordan den voksne Ulf besøger himlen og møder sine forældre, der er døde for længe siden. "Men det er dog utroligt, så gammel du er blevet," siger faderen forbløffet over, at han og Ulf nu er lige gamle. Men i himlen kan man gøre præcis, som man vil, så Ulfs far forvandler sig til en lille dreng, og nu vil han lege. Lege alle de lege, som Ulf legede som lille, men som faderen i parentes bemærket aldrig havde tid til at deltage i. De klatrer, leger fangeleg, leger doktor … Det bliver en dag, som Ulf aldrig glemmer, en dag i himlen, hvor der næsten bliver vendt op og ned på alting.
   - Glem aldrig at lege, sagde faderen alvorligt. - For glemmer man det, bliver man både syg og trist.
   - Er det virkelig sandt? Spurgte jeg.
   - Ja, trist bliver man i alt fald. Det kan du godt skrive ned.
   - Jeg har ingen kuglepen, sagde jeg.
   - Så er det bedst, at du rejser hjem og får det gjort, sagde. - Du kan lige akkurat nå halvottebåden. (Side 56)

Og det gør Ulf Stark - altså både rejser og skriver ned - som den artige dreng, han også et eller andet sted er. - Og TAK for det!

Som i alle Ulf Starks historier blandes alvor med glæde, men Ulf Stark tager altid tingene alvorligt på sin underfundige måde. Og når man læser, tænker man, at sådan burde livet være - for alle - og ikke kun set igennem Ulf Starks øjne. Ulf Stark har selv illustreret sin historie med små, sirlige og humoristiske tegninger.

Ulf Stark tager i sit forfatterskab fat på de store eksistentielle livsspørgsmål. Intet mindre! Og han magter suverænt at afdramatisere uden at forenkle. På en forunderlig måde får det "tilværelsens ulidelige letheds" karakter, så det omformes til noget livsbekræftende og opbyggeligt, når man læser hans bøger. Han får på sin underfundige måde fortalt, hvad det vil sige at være til. Han tør huske sin barndom og skildrer den med både humor, varme og ømhed, men han tør også huske, hvad der smertede - og hvad der måske stadigvæk smerter!

Bent Rasmussen
Januar 2007.