Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Striber, striber, striber”

Et af de første teaterstykker, jeg så som skoleelev, var på Odense Teater. Det hed ”Jeg vil være en anden – Skæmtespil med Morale i 3 Billeder og Epilog” af Leck Fischer og handlede om en dreng, der evigt og altid var utilfreds med sin familie. En drøm sender ham over i en helt anden, hård og ukærlig familie. Det er absolut ikke bedre – heldigvis vågner han – og pludselig er han ikke nær så utilfreds mere. Så kan han lære det, kan han!

Anmeldelser

”Striber, striber, striber”
Tekst: Kåre Bluitgen Illustrationer: Birde Poulsen
ABC Forlag, 2009
32 sider.

”Striber, striber, striber” er et rigtigt lærestykke, men et varmt og yderst velskrevet et af slagsen. Det er igen Kåre Bluitgen og Birde Poulsen, der leger mere end godt sammen – det gjorde de så sandelig også med ”Pibetrolden” (2007) og ”Tre ræve og en fjende” (2007). ”Striber, striber, striber” handler – kort sagt – om at finde sig selv og sin rette plads i tilværelsen.

Striber, striber, striber, sukker zebraen Zeb, der er godt træt af, at alt skal være sort og hvidt. Zeb – en hanzebra – er mere end træt af striber – føler, han er født til noget større. Derfor må han selvfølgelig drage ud i verden for at blive klogere på den, til en verden uden striber, hvor græsset måske er grønnere.

På sin færd ude i den store verden møder han mange spændende dyr, men hver gang han kontakter dem, minder de ham om, at han – i forhold til dem – ser ret aparte ud. Til sidst møder han løven, der naturligvis med det samme ser en potentiel middagsmad i Zeb, og så kan det ellers nok være, at han får benene på nakken. Lynhurtigt er han hjemme hos striberne igen. Og de er slet ikke så kedelige endda, opdager han:
”… Og han så også, at blandt de tusinder og tusinder af striber var der nogle, der skilte sig fuldstændig ud fra de andre. Og hun så det samme.”

Og således går livet videre. Snip, snap, snude, nu er den historie ude!

Birde Poulsen har lavet nogle pragtfulde illustrationer til ”Striber, striber, striber”. Hun elsker at tegne afrikanske dyr, kan man mærke, og hun gør det med et herligt glimt i øjet, så det på én gang både bliver humoristisk og seriøst. Det er bare så flot!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2009.