Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Struensee

”Struensee” indgår i Flachs-serien ”TILBAGEBLIK” og er en flot udstyret bog. Layouteren Jacob Krull har gjort sit arbejde mere end godt, og det samme har forfatteren af teksten, Inger Byrjalsen, fhv. skolebibliotekskonsulent i Rødovre.

Anmeldelser

Struensee

”Struensee”
Fra magtens tinde – til hjul og stejle
Af Inger Byrjalsen
Flachs, 2004
48 sider

Om

Vi går lige på med historien: ”Torsdag den 16. januar 1772 har der været maskebal i hofteatret på Christiansborg. Nu var de kongelige gået til ro, men der var uro på slottet. Noget i gære. Der var stadig lys hos enkedronningen. Soldater var sat til at bevogte alle slottets udgange. De var udstyret med skarpe patroner. Hvad de skulle bruge dem til, vidste de ikke, kun at de skulle passe på kongen. Oberst Georg Ludwig von Köller fortalte to løjtnanter, at de denne nat skulle arrestere nogle personer, som udgjorde en trussel for kongen og for landets sikkerhed. Ordren var underskrevet af kongens stedmoder, enkedronning Juliane Marie…” (side 4).

Og det bliver en dramatisk nat, der ender med, at Struensee m.fl. arresteres. Vi kender den alle, historien om hans liv, hans magtpositionering, hans forhold til Dronning Caroline Mathilde, arrestationen og henrettelsen, men Inger Byrjalsen får den fortalt på en ny, flot måde. Hun ridser baggrunde op, hun folder hele det store persongalleri ud, hun sætter fokus på magtspillet, på modstanden i hele embedsstanden osv. Faktisk var Struensees lovgivning både fornuftig og naturlig set med nutidens øjne. Bl.a. indførte han trykkefrihed i 1770, og både han og Christian 7. var præget af oplysningstidens tanker og ideer, bl.a. den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants.

Inger Byrjalsen får også lavet gode portrætter af Struensee (selvfølgelig), af Christian 7., der blev konge, 17 år gammel, hans barndom var meget problematisk, ja, tæt på mishandling, og af dronningen, Caroline Mathilde, der som 16-årig bliver hentet til Danmark fra England for at blive gift med Christian 7. Byrjalsen skriver også om andre centrale personer i kredsen omkring Struensee.

Det hele ender – som bekendt – med, at Struensee tilstår sit seksuelle forhold til dronningen og underskriver sin tilståelse nogle dage senere. I mellemtiden har han sandsynligvis været udsat for tortur. Det tolker man ud fra hans underskrift. En illustration i bogen bekræfter, at skriften er rystende og usikker. Den 28. april 1772 blev Struensee så halshugget – bødlen måtte i øvrigt forsøge sig flere gange for at klare halshugningen - og derefter blev Struensee lagt på hjul og stejle.

Inger Byrjalsen slutter med følgende: ”… Struensee ville nok gerne have været kendt for sine mange gode lovbestemmelser, som skulle gøre Danmark til et bedre land at leve i. Men gennem tiden har man været mere optaget af, at han var læge for den sindssyge konge, og at han blev den unge dronnings elsker. Deres forhold betragtes som en romantisk kærlighedshistorie. Men man skal være klar over, at forholdet også var en politisk forbindelse, som var til fordel for dem begge – så længe det varede" (side 45).

Bogen afsluttes med personregister, tidstavle og litteratur og et stikordsregister. Bl.a. www.assistens.dk/matilde.htm 
hvor man kan finde en masse andet spændende stof og billedmateriale.

”Struensee” er en smuk og fornem bog, som fortjener en god skæbne i skolen.