Tag fat – og hold fast
Baggrunden for bogen ”Tag fat – og hold fast – Sundhed i skolen” er en stor undersøgelse – ”Formidling af sundhed – en undersøgelse af undervisning i sundhed på lærer- og pædagogseminarier” (Sundhedsstyrelsen, 2004), hvor man konstaterede, at det stod – står? – sløjt til med de kommende læreres og pædagogers viden, uddannelse og motivation vedr. sundhed i skolen. ”Tag fat – og hold fast…” er en glimrende og kontant bog, der nu råder bod på dette. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for IKKE at vide, hvilke områder det er vigtigt at tage fat på.
Anmeldelser
”Tag fat – og hold fast – Sundhed i skolen”
Redaktion: Käte Akselsen og Karin Mejding
Kræftens Bekæmpelse, 2007
120 sider
Bogen kan købes hos Kræftens Bekæmpelse –
eller man kan ringe og bestille den på 3525 7100.
Bogen kan også downloades (pdf - 4,26Mb)
Om
”Tag fat – og hold fast…” hjælper så at sige de vigtige – og ind imellem svære - emner på vej og har som målsætning at udarbejde et redskab, der gør det nemmere at tage fat på emnet sundhed i skolen – både forstået som undervisning og som rammer i børnenes dagligdag.
Den altovervejende del af artiklerne tager afsæt i projekterfaringer og giver masser af forslag til, hvordan skolen kan tage fat i sundheden og – ikke mindst - holde fast i den – også på længere sigt. Sundhedsforebyggelse er et svært område, fordi det varer så længe, inden man får ”pay off”, som det efterhånden hedder på (godt?) dansk. Anmelderen har for nogle år siden medvirket som projektstyrmand i nogle sundhedsprojekter i Vejle kommune, bl.a. ”Motion styrker – Gå i 3. klasse og bliv endnu stærkere!”, der gav nogle – i hvert fald for undertegnede – overraskende sideeffekter. Foruden effekten af, at børnene hver dag havde en times fysisk aktivitet, blev børnene også bedre til at begå sig socialt, bedre til at forklare sig over for kammeraterne, osv. Det er derfor vigtigt at bide sig fast i allehånde gode aktiviteter, og det giver bogen masser af inspiration til.
”Tag fat – og hold fast…” har artikler af følgende: Karen Barfoed (Udeskole), Carsten Borup (Seksualundervisning), Kit Broholm (Alkohol), Lotte Bælum (Trivsel og Fysiske rammer), Per Bøge (Sorg), Helle Fritze (Sol i skolen), Solveig Gaarsmand (Forældre og skole), Bjørn Holstein (Trivsel), Bjarne Bruun Jensen (Handlekompetence), Ole Juhl (Undervisningsmiljø), Birthe Nielsen (Sundhed i fagene og til hverdag), Morten Kromann Nielsen (Mad og bevægelse), Bente Klarlund Pedersen (Børn i bevægelse), Anne-Marie Sindballe (Styrke – også til at sige nej) og Louise Wohllebe (Røgfri). Käte Akselsen, lektor på Haslev Seminarium og Karin Mejding, kommunikationsmedarbejder og redaktør i Kræftens Bekæmpelse har redigeret, skrevet forord og en glimrende sammenfattende artikel til sidst i bogen.
Målgruppen er lærerstuderende og pædagogstuderende, men bogen er også et glimrende værktøj for lærere i folkeskolen. Den fortæller ikke ALT, men giver masser af inspiration til den lange række af emner, som hele sundhedsområdet omfatter. Den er næsten en slags ”disposition” for arbejdet med sundhed i skolen, så derfor: Hold ud – hold fast – hold af – hold sammen… Gør noget!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
September 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

