”Tænk, hvis vi vandt”
"Der var engang en helt almindelig dreng, der hed Thorvald. Han boede sammen med sine helt almindelige forældre i et ganske almindeligt rækkehus. Og som alle andre almindelige mennesker gik de der og drømte…".
Anmeldelser
"Tænk, hvis vi vandt"
Tekst: Tina With-Vedelsby
Illustrationer: Pia Thaulov
Gyldendal, 2005
32 sider
Sådan starter billedbogen "Tænk, hvis vi vandt…", der bygger på den drøm, som ganske mange mennesker har: Tænk, hvis vi vandt i Lotto! Pytte og Otto, Thorvalds forældre, har sammen med Thorvald masser af forslag, som de en dag remser op for hinanden som den rene fantasi. Der skal ikke mangle noget, er de enige om.
Og så en skønne dag vinder de den store gevinst, og familien køber alt det, de faktisk har listet op. Til sidst ender de i et stort slot med swimmingpool m.m.m. Så stort, at Thorvald til sidst bliver væk, ja, faktisk bliver de i dobbelt forstand væk fra hinanden - men til slut finder de naturligvis hinanden. At have hinanden er vigtige end alverdens ting & sager. Amen!
Bogen slutter med det gode spørgsmål:
Hvad tror du, de gjorde med alle de penge, de ikke nåede at bruge?
Her er sandelig noget at svare på for målgruppen, der må være børn fra 5-8 år.
Billedbogen har dejlige akvareltegninger af Pia Thaulov, der har en herlig og vild indgangsvinkel til historiens facetter. Og illustrationerne får lige nøjagtigt den grad af groteskhed, som de skal have. Hverken mere eller mindre. En herlig billedbog!
Bent Rasmussen, marts 2005
| Om forfatteren: Tina With Vedelsby (f. 1965) er børnekulturkonsulent og dramatiker for både børn, unge og voksne. Hun har leveret bidrag til antologien "Hjertevirus" (Den Gode Historie 2002) og har skrevet "Svend og sokkeslugeren" (Carlsen, 2004). Hun har gennemgået Forfatterskolen på Center for Børnelitteratur. |
| Om illustratoren: Pia Thaulov (f. 1961) er forfatter og autodidakt illustrator. Hun brød igennem med den dejlige billedbog "Lille Kong Magnus" (1993) og har siden udgivet omkring 10 billedbøger. I 1993 modtog hun Kulturministeriet Illustratorpris. |

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

