”Tilovers”
I min familie kan man finde onkler (vokset op i Vestjylland i begyndelsen af 1900-tallet, nu er alle for længst døde), der kom ud at tjene som hyrdedrenge allerede i 8-10-årsalderen. I romanen ”Tilovers” er det den kun 11-årige kinesiske pige Lu Si-yan, der må gå så grueligt meget igennem som tjenestepige, da hendes far dør.
Anmeldelser

”Tilovers”
Sally Grindley
Oversat af Mette Skot Perschke
Borgen, 2009
184 sider
Om
Om forfatteren
Sally Grindley bor i Cheltenham, UK, og har arbejdet med børnebøger i hele sin karriere. Først som redaktør for Books for Children Book Club, men er nu forfatter på fuld tid. Hun har skrevet en lang række billedbøger for de yngste. ”Tilovers” er hendes anden roman, og hun var i Kina for at researche til romanen, der har titlen ”SPILLED WATER” på engelsk. Sally Grindley har vundet hele tre priser for denne roman.
Da Lu Si-yans far dør, bliver moderen ”overtalt” – af onklen – til at sælge sin datter som pige i huset til en familie langt, langt væk. Oven i købet har husets frue en plan, der går ud på, at familiens søn, der er sent udviklet, og Lu Si-yan skal giftes.
Lu Si-yan har en lillebror, og det er ham, der først og fremmest skal være mad til. Der går næsten to år, inden Lu Sy-yan igen kan rejse mod barndomshjemmet, og der er sket noget frygteligt: moderen er død.
Bogen slutter dog en smule håbefuldt. Onklen har en forfærdelig dårlig samvittighed, og Lu Si-yan har et eneste stort ønske: at blive genforenet med sin lillebror.
Romanen slutter således:
”… En rejse på tusind kilometer begynder under dine fødder,” var et af min fars yndlingsordsprog. Hvor befandt jeg mig nu på min rejse? Eller var det mon en ny rejse, der skulle til at begynde?” (side 184)
Man kunne godt forestille sig en toer med den slutning!
”Tilovers” er en lille, stærk jeg-fortælling, der har fokus på, at livet er en kamp for overlevelse, og at håbet er en absolut og vigtig forudsætning for denne overlevelse.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Januar 2009.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

