Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Titania”

På Danmarks Skolebibliotekarers årlige ”Skolebiblioteket og dansk”-konference på ”Gl. Avernæs” i januar mødte deltagerne bl.a. forfatteren og illustratoren Shane Brox, der på inspirerende og charmerende vis fortalte om sit store ”Titania-projekt”, der vil komme til at bestå af i alt 5 bøger.

Anmeldelser

”Titania - Djævlens træ”
Tekst & illustrationer: Shane Brox
Politikens Forlag, 2007
96 sider.

”Titania – Djævelens Træ” er første bog i serien. Den er inspireret af Titanias Palads, et af verdens smukkeste og fornemste dukkehuse udført af den engelske maler og officer Sir Nevile Wilkinson (1869-1940). Hans datter, Guendolen, så en dag nogle små alfer ude i haven og mente, at de burde have et rigtigt hus. Sir Nevile påtog sig opgaven at bygge et palads til Alfedronningen Titania, Prinsegemalen Oberon og deres syv børn. Det tog 15 år at bygge og udsmykke paladset og yderligere 15 år at samle de 3000 kunstskatte, der står i dets mange smukke rum. I 1978 blev paladset købt af Lego Familie Fondene. Det har været udstillet i Legoland indtil 2007, hvorefter det blev udlånt til Egeskov Slot.

”Titania – Djævelens Træ” foregår i Irland i 1907. Alfedronningen Titanias rige er under pres, og bedagede hemmeligheder og ældgammelt had vækkes til live, når Mørkets fyrstindes hær af uvingede angriber alfeverdenen. Kun én kan redde dem alle, nemlig den 8-årige pige Guendolen. Hun er den udvalgte, og sammen med sin lillesøster Muriel kommer hun ud på en farefuld færd, da alfeprins Noël henter dem ned i den underjordiske verden gennem rødderne i Djævelens træ. Her møder Guendolen et fantastisk og fremmed univers, fuld af skønhed, sære væsner, uhygge og bedrag. Drabelige kampe bliver udkæmpet, venskaber opstår, og gammelt fjendskab blusser op. Opgaven hviler tungt på Guendolens skuldre, og da Muriel bliver bortført bliver det hele meget værre …

Shane Brox skriver både medrivende og livagtigt. Som læser føler man sig ført helt ind i Titanias rige sammen med Guendolen og hendes hjælpere.

Shane Brox har tidligere skrevet har bl.a. skrevet ”Den magiske kogebog for vise børn og barnlige voksne” (2003), ”Julemandens julebagebog for nisser i alle aldre, hvad enten de er fem eller tohundredeogfem vintre gamle” (2004), Lille Bussers strabadser eller Historien om en grim influenza, der var årsag til, at en lille bussemand blev hjemløs og helt alene i den store, kolde verden” (2006), ” Lille Bussers mareridt eller den lidt uhyggelige historie om uhyret i den hemmelige gang bag bussemandens køleskab” (2006), ”I nattens mørke” (2007) og ”Maskerade” (2007) og ”Magisk monstermad til sultne bæster og grumme trolde” (2008). Han er desuden aktuel i børneprogrammet Shanes verden på DR1.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2008.