Det tossede tårn
Otto Dickmeiss (f. 1969) er uddannet på Danmarks Designskole i 1992. Han debuterede i 1999 på børnebogsarenaen med billedbogen "Rokketand" (tekst: Kim Fupz Aakeson). Han har siden illustreret en lang række Dingo-bøger - o. 30 stk. - undervisningsmaterialer og har en pæn række dejlige billedbøger bag sig. Seneste opus er "Det tossede tårn" med tekst af Peter Mouritzen. Otto Dickmeiss har også i en periode været bladtegner på Kristeligt Dagblad.
Anmeldelser
”Det tossede tårn”
Tekst: Peter Mouritzen
Illustrationer: Otto Dickmeiss
Forlaget ALFA, 2006
32 sider
Om
Otto Dickmeiss modtog sidste år Kulturministeriets Illustratorpris 2005 for de fantastiske illustrationer til Emmely M med tekst af Dorte Karrebæk og Daniel og de drabelige løver med tekst af Peter Mouritzen. Helt fra barndommen af har Dickmeiss været meget inspireret af Magritte og Dali, og ØJET - ØJNE, ØJNE - SANSEAPPARATET bogstavelig talt - er meget fremtrædende elementer i Otto Dickmeiss´ tegninger. Ja, i "Daniel og de drabelige løver" har han ligefrem - frækt - lavet øjne på et par mandebalder.
Det tossede tårn - i serien "Bibelstærk" - er historien om, da menneskemyrerne fik storhedsvanvid. Det er den klassiske bibelberetning om menneskene i Babel, som beslutter sig for at bygge et tårn, der skal nå helt op til Gud i himlen. Men historien fortælles på en Peter Mouritzensk ganske skør og anderledes måde, som den fremragende illustrator Otto Dickmeiss leger mere end godt med på. Læseren hvirvles ind i en go´e gamle fortælling om Babelstårnet, der ender med, at Gud får hovedpine ved tanken om menneskemyrernes indtog i himlen med alle deres skærmydsler, bleer og babygråd. Derfor sender han sine ballade-engle ned til jorden for at forpurre byggeprojektet, og til sidste træder han tårnet i stykker med sin storetå. En vis afstand, tak!
Det er en flot, vittigt og kløgtigt fortalt historie - og vidunderligt illustreret - med god hjælp fra og med fuld udnyttelse af bogens høje, smalle format.
Ligesom i "Daniel og de drabelige løver" fortæller Otto Dickmeiss nogle små, herlige og frække historier på venstresiden, der ellers bærer teksten. De små tegninger lægger på næsten tegneserieagtig vis over til højresidens store akvarelillustrationer.
Det tossede tårn er herligt fortalt og vidunderligt illustreret med en masse gode og elegante detaljer. Otto Dickmeiss er helt suveræn og en både for- & vidunderlig illustrator.
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

