Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

"Tykke Tanja og Hold-Kæft-Sune!"

Forfatteren Irma Lauridsen, der har en lang række bøger bag sig, og som også er kendt fra brevkasser, hvor hun giver forstandige og direkte svar på folks mange problemer, har skrevet en lille roman om at være overvægtig, om mobning og den første forelskelse. Titlen er “Tykke Tanja og Hold-Kæft-Sune”.

Anmeldelser

”Tykke Tanja og Hold-Kæft-Sune”
Irma Lauridsen
Forlaget Cadeau, 2007
52 sider.

Tanja - vel 13-14 år - føler sig for tyk, og hun føler sig uden for de andre pigers kreds i klassen. Egentlig er det vel ikke så slemt med overvægten, men hun føler det sådan og bliver drillet, mobbet - og har det langt fra godt med sig selv. Hun har kort sagt ondt i selvværdet.

Over for Tanja står Sune - eller Hold-Kæft-Sune, som han kaldes på grund af, at han ofte bruger det mindre pæne, men meget brugte udtryk. Tanja er hemmeligt forelsket i Sune, der aldrig driller hende med, at hun er for tyk. Tværtom forsøger Sune ved hjælp af det mindre pæne udtryk at gøre sit for at skabe lidt ro i den urolige klasse, men den store succes med “projektet” har han just ikke.

Tanja vil - som alle andre piger i den alder - gerne have en kæreste, men det synes fuldstændig langt ude, er hun helt sikker på.

Hun sætter sig derfor for, at hun vil slanke sig, men det er ikke nogen let sag at være konsekvent og holde fast i slankekuren. Heldigvis træder Tanjas mor til og vil være med på kuren for at støtte sin datter.

Til en fest går en af drengene fra klassen - Anders - over grænsen og befamler Tanjas bryster, men heldigvis træder klassekammeraten Mette til og stopper ham, og da han får besindet sig, giver han også Tanja en undskyldning.

Den helt stor positive oplevelse for Tanja under festen er, at Sune byder hende op til dans, de følges ad hjem, og da de skilles giver Sune Tanja et kys på kinden. Og pludselig ændrer verden sig på den gode måde, og sådan skal det være i sådan en lille, positiv og opbyggelig historie.

Selvværd er ikke alt. Men intet er noget værd uden. (Gloria Steinem)

Irma Lauridsen, der tidligere har skrevet slankebogen ”Slank på den lette måde” (Forlaget Vanessa, 2005), er god til at gå ind i hovedet på en type som Tanja og kigge ud. Hun ved noget om, hvad børn/unge tænker og er god til at vise udveje i sin brugbare historie for de 11-14-årige.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Marts 2008.