Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Varmer & Varmer-bøger

Hjørdis Varmer debuterede som børnebogsforfatter i 1971 og har siden udgivet en lang, lang række bøger.
Senest har hun udgivet "Et år i Mikkel Madsens liv", "Chicago brænder - en historie fra Amerika" og "Oprøret i Budapest". Sidstnævnte er en selvstændig fortsættelse af "Blodhunden fra Budapest" (Forum 2003).
Sidste år debuterede Hjørdis Varmers datter, Jette, med "Lyset i mosen" (Forum), og nu har Jette Varmer lige udsendt to letlæsningsbøger, "Båden er væk!" (Lix 7) og "Fyren på den røde motorcykel" (Lix 7,2).

Anmeldelser

"Båden er væk!"
Jette Varmer
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlaget Vadis, 2004
80 sider


"Fyren på den røde motorcykel"
Jette Varmer
Illustrationer: Jon Ranheimsæter
Forlaget Vadis, 2004
60 sider

Jette Varmers "Båden er væk!" er en dramatisk historie om to bevæbnede røvere, der på deres flugt stjæler en sejlbåd. Desværre er 13-årige Lasse med i båden, og i desperation begiver røverne sig ud i et vejr, hvor det ville være klogest at blive på land. Lasses forældre står faktisk på stranden og ser båden gå ud, men på grund af mørket kan de ikke se, at det er deres egen båd. Historien er en gyser - også for forældre - og bestemt værd at læse. Det er imponerende, hvad Jette Varmer kan få ind af spænding i denne letlæsningshistorie med lix 7! På en måde har den psykologi til en meget større anlagt historie. Fine tegninger af Jon Ranheimsæter.

Jette Varmer har også skrevet "Fyren på den røde motor-cykel", hvor to drenge - Jonas og Kalle - finder en taske fuld af pengesedler. Drengene sættes på en hård etisk prøve: Skal de beholde de mange penge, eller skal de gå til politiet? Samtidig er der en bankrøver, der gerne vil have fat i "sine" penge, så også i denne historie er der spænding for alle pengene. Illustrationer står der Jon Ranheimsæter på.

"Et år i Mikkel Madsens liv"
Hjørdis Varmer
Forlaget Vadis, 2004
104 sider

"Chicago brænder - en historie fra Amerika"
Hjørdis Varmer
Forlaget Vadis, 2004
70 sider


"Oprøret i Budapest"
Hjørdis Varmer
Forum, 2004
199 sider

Om

Hjørdis Varmers "Et år i Mikkel Madsens liv" handler om Mikkel på 17 år, der er på druk med kammeraten Jack og ender i en bil med Renate og Mutte. Jack kører alt for stærkt, og det går rivegalt. Jack og Renate bliver slået ihjel. Mikkel har det naturligvis elendigt, har skyldfølelse og får ikke meget hjælp til bearbejdningen af ulykken fra sine forældre. Men hos en onkel og tante på landet får han den nødvendige støtte til igen at finde fast grund under fødderne.

"Chicago brænder" af Hjørdis Varmer foregår i Chicago i 1871, hvor en frygtelig brand ødelægger en tredjedel af byen. Synsvinkelbæreren er den 14-årige Daniel, der selv må flygte fra branden sammen med sin mor og sine søskende. Familien ribbes for alt: deres hjem er brændt, børnene har mistet deres arbejde, og deres bedstemor er død - men det lykkes dem ikke desto mindre at skabe sig en ny tilværelse. Hjørdis Varmer har tidligere i sit forfatterskab - med held, dygtighed og grundighed - "været i USA" flere gange. Hun har bl.a. forsket i arkiver og har skrevet romanbiografien "De ville det bedste", der handler om tre pionerer Jane Addams, Louis Pio og Jacob A. Riis.

"Oprøret i Budapest" er en selvstændig fortsættelse af Hjørdis Varmers "Blodhunden fra Budapest" (2003), hvor den svenske diplomat Raoul Wallenberg spiller en vigtig rolle. I "Oprøret i Budapest" rykker handlingen frem til 1956, hvor ungarerne gik til modstand mod det kommunistiske styre i Ungarn. I romanen oplever drengen Viktor og hans mor, Zitta, på nærmeste hold, hvordan det hele bryder løs under en fredelig demonstration. Viktor kommer væk fra sin mor og er en overgang i en danskledet flygtningelejr i Østrig, men efter svære strabadser forenes mor og søn atter.

Hjørdis Varmer arbejder på sin specielle måde med at beskrive historiske begivenheder - eller rettere: at tage afsæt i noget historisk og så sætte sin fortællervinkel og -tone på.

Bent Rasmussen, sept. 2004