Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Vera i virkeligheden

Ida-Marie Rendtorff har skrevet et meget smuk og rørende bog om den 16-årige Vera, der hedder Vera, fordi hendes mor havde så forfærdeligt mange veer, da Vera blev født. "Vera i virkeligheden" hedder romanen, og virkeligheden - den barske virkelighed - må Vera virkelig forholde sig til.

 

Anmeldelser

"Vera i virkeligheden"
Ida-Marie Rendtorff
Gyldendal, 2011
183 sider.

Romanen foregår over en uges tid med tilbageblik til fortiden, der river og rusker i Veras samvittighed. Vera skal på en uges skrivekursus for særligt talentfulde unge skrivere, men hun er i krise og har faktisk slet ikke styr på sit liv.

Veras far er død, og hun har det svært med, at det skete en aften, hvor hun valgte at gå til fest. Om morgenen finder hun faderen død i sengen. Han har begået selvmord ved hjælp af piller.

Forfatterkurset hjælper hende imidlertid tilbage på sporet, selv om det hele tiden er hårdt at konfrontere sig selv med fortiden og de ubehagelige fakta, men hun får ad flere omgange skrevet sig godt igennem sin enorme skyldfølelse.

Hun ender med at gøre op med sin skyldfølelse, og hun finder også sine ben i forhold til de andre unge kursister, som hun har holdt lidt på afstand - ikke mindst den dejlige fyr Oskar. Til trods for, at romanen kun strækker sig over en uge - men en yderst vigtig uge - så tror man på, at Vera er kommet et lille step videre.

"Vera i virkeligheden" er skrevet i jeg-form, og man mærker tydeligt, at Ida-Marie Rendtorff selv har gennemgået skrivekurser og selv har afholdt endnu flere. Man mærker også, at forfatteren har et dybtgående kendskab til det, hun skriver om. Romanen er særdeles velskrevet og spændende, næsten en page turner, som man siger på udenlandsk. Ida-Marie Rendtorff har skrevet en flot og stærk roman, som det har været en sand fornøjelse at kaste øjnene i, og den bør få mange læsere fra 13 år og opefter.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2011.

Om

Om forfatteren

Ida-Marie Rendtorff er født i 1962 og ville egentlig have været journalist, men valgte i stedet for at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun tog grunduddannelsen. Derefter boede hun nogle år i USA, men returnerede til Danmark og blev lærer i 1994. I læreruddannelsen specialiserede hun sig i at undervise på skriveværksteder, og efter læreruddannelsen underviste hun på skriveskolen "Hemingway", hvor hun bl.a. underviste forfatteren Cecilie Eken. Senere blev hun - ligesom Daniel Zimakoff - lærer på skriveskolen "Nøddeknækkeren". Ida-Marie Rendtorff har også været ansat som lærer på et 10. klasses center.

Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff mødte hinanden i 1993, og siden har de skrevet en hel del sammen. Hun har ligesom husbonden skrevet TV-dramatik til både "Hvide løgne" og "Hotellet", hvor hun en overgang også var redaktør og storyliner. Hun debuterede som soloforfatter i 2007 med fantasyfortællingen "Tordenpulveret", der bl.a. handler om opfindelsen af krudt. Hovedpersonen - pigen Tia - kan efterligne stemmer, og den evne kommer hende til gode, da hendes bedste ven Halvar bliver taget til fange af den onde hersker Tarelf. Handlingen udspilles i et middelalderligt samfund, og netop tordenpulveret er årsag til striden mellem to lande.