Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Vildheks 2 – Viridians blod

Clara mener selv, hun er en ganske almindelig pige. Lidt genert, måske, og gennemgående lidt for leverpostejsagtig. Men fra det øjeblik hun møder den sorte kat, er det sket med at være almindelig. Og hvis hun ikke passer på, er det også snart sket med at være i live … "Ildprøven" var første bog i Lene Kaaberbøls nye serie om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden, hvor magi ikke ligefrem er barnemad.

Anmeldelser

Vildheks 2 – Viridians blod

”Vildheks 2 – Viridians blod”
Lene Kaaberbøl
Alvilda, 2011
184 sider.

Om

Om forfatteren

Født 1960 og opvokset i Malling ved Århus og uddannet cand.mag. i engelsk og dramaturgi. Debuterede som forfatter i 1975 i en alder af femten år med to bøger om ”Tina og hestene” og har siden da skrevet over tredive bøger, mest for børn og unge. Som attenårig opdagede Lene Kaaberbøl Tolkiens “Ringenes herre” og Ursula K. LeGuins trilogi om ”Jordhavet”, og lige siden har hendes hjerte banket for “eventyr og drageblod og verdener, der ligger mindst tre skridt til højre for regnbuen eller Mælkevejen, og under alle omstændigheder et pænt stykke fra den asfalterede danske virkelighed”, som hun siger.
Lene Kaaberbøls kærlighed til fantasy-genren er blandt andet kommet til udtryk i bøger som “Skammerens datter” og “Sølvhesten”, men på det seneste er hun også blevet kendt for kriminalromanerne om Nina Borg, som hun skriver sammen med Agnete Friis, og voksenromanen "Kadaverdoktoren", der er udgivet på Modtryk. Lene Kaaberbøl bor uden for Århus med fem hunde, en hest og et varierende antal får.

”En kold vind fik de nye persienner til at daske vildt og rev en lugt af diesel, tjære og saltvand med sig ind i værelset. Og pludselig dykkede et fjeret missil ned langs husfacaden, flaksede op over altanmuren og skød direkte ind gennem den åbne dør.
Jeg strakte instinktivt armen frem, og rovfuglen landede lidt klodset på mit håndled. Den udstødte et par kommanderende tjiirp-lyde, og rakte en seddel frem mod mig med den ene klo. Så kastede den sig på vingerne og strøg ud gennem altandøren igen.
“Jamen …“ Min far stod med åben mund og stirrede efter den. “Det var jo en tårnfalk!”
Jeg stak hurtigt sedlen ned i lommen på mine cowboybukser mens han stadig stod og kiggede efter fuglen.
“Der bliver flere og flere af dem i byerne,” sagde jeg og forsøgte at få det til at lyde som om det var ganske normalt og dagligdags at de fløj ind i folks stuer.”
  (side 6-7)
Den besked tårnfalken kommer med, bliver starten på et nyt vildhekseeventyr for Clara og Kat (hendes talende kat), og ikke mindst for Claras kammerat, Oscar, som snart finder ud af, at det kan være dødsensfarligt at være venner med en vildheks …
Clara bliver nødt til at hjælpe, for der er ingen andre, der er i stand til det. En af de andre vildhekse, Shanaia, er fortvivlet og hårdt såret, og det hun beder Clara om at gøre, er livsfarligt. Clara vil helst sige nej – men det har hun ikke mulighed for, og det bliver en blodig og livsfarlig kamp for at hjælpe Shanaia. Den onde heks Kimæra er endnu en gang hovedfjenden, og hun holder sig ikke tilbage. Hun sender de dødbringende hajfugle imod Shanaia, Oscar, Klare og moster Isa, der indviede Clara i vildheksenes ædle kunster, men de klarer med nød og næppe skærene.

Lene Kaaberbøl har fuldstændig styr på sin historie og sætter gang på gang ind med overraskende greb, episoder og figurer, bl.a. den spøjse Ingentingen, som er en fejlslagen skabning fra Kimæras hånd.

”Viridians blod” er anden bog i serien om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden, hvor magi ikke ligefrem er for børn. Lene Kaaberbøl har her – modsat de to andre serier, Katriona-serien og Skammerserien – valgt at lade handlingen foregå i en nutid, hvor der findes både mobiltelefoner og biler. Portrætterne af specielt pigerne viser, at det åbenbart ikke er nogen enkel sag at være barn i dag. Det at overleve som vildheks (pige) med sin integritet i behold er ikke det rene barnemad i vor tid og stiller enorme krav. Clara får også i bind 2 lært sin lektie: "Flygt aldrig, før du har kæmpet!" – for det mindste, man kan, er at prøve. Og hun gør det!

Serien fortsætter med ”Kimæras hævn” i efteråret 2011 – og flere derefter. Stakkels Clara – det er hårdt – ja, livsfarligt – at være hovedperson i en Lene Kaaberbøl-bog, men som læser er man mere end på – og det er en god drivkraft, når man læser.

Se mere om serien


Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
April 2011.