Gunnar Wille skriver børnebøger igen!

Vi er tilbage i 1952, hvor vi møder den vrede dreng, Antonius. Han er 11 år og har været ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol i sin farfars lejlighed i København. Ingen vil fortælle ham, hvad der er sket, eller hvor hans mor og far er henne.

En dag finder Antonius en skjult dør bag tapetet i sit værelse. Det viser sig, at den fører ind i et hemmeligt rum mellem to lejligheder. På uforklarlig vis hvirvles han hver gang ud på nogle "tidsrejser", der går både frem og tilbage i tiden - fra Tycho Brahes tid og frem til i dag. Lidt efter lidt får Antonius stykket det, han får at vide på sine "tidsrejser", sammen til en historie, der langsomt får brikkerne til at falde på plads.

Antonius får også besøg i lejligheden af nogle mænd, som var frihedskæmpere under krigen. De truer ham med en pistol og vil have at vide, hvor hans far gemte det guld, de stjal under besættelsen, men da han ikke ved noget, er han unægtelig i en vanskelig situation.

Det vil være forkert at fortælle den spændende slutning, der giver forklaringen på Antonius situation, på moderens og faderens fravær og på det stjålne guld.

"Den vrede drenge" er en fin og anderledes fortælling. Man får et fint indtryk af en dreng, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen i sit hoved.

Bogen er på hver side illustreret med Gunnar Willes fine stemningsskabende tegninger, der løber over alle sider midt i teksten og i margenen.

Det fremgår af forlagets pressemeddelelse, at det er Gunnar Willes plan at fortælle om livet for fem forskellige drenge på 11 år. Historierne skal beskrive, hvordan det er at være barn i forskellige årtier fra 1950´erne til 2013. Hovedpersonerne i de forskellige historier er i familie med hinanden og møder hinanden på deres "tidsrejser". Hver historie er en selvstændig dramatisk fortælling, der tilsammen vil danne en helhed.

Efter læsning af "Den vrede dreng", der egner sig til selvlæsning og oplæsning,  (målgruppen må være fra ca. 10 år), kan man kun glæde sig til opus 2!

Bent Rasmussen, marts 2005