Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

”Den yderste dag”

Den ferme forfatter Henrik Einspor har lavet sit eget forlag med det ikke helt umorsomme navn Forlaget Løse Ænder. Fremover satser han på at udgive flere af sine bøger selv.
Første titel er netop udkommet – ”Den yderste dag” hedder den.

Anmeldelser

”Den yderste dag”
Henrik Einspor
Forlaget Løse Ænder, 2009
64 sider.

Historien er inspireret af virkelige begivenheder, der skete i Jylland og på Sjælland i 1943. En vis profet ved navn Mikkelsen rejste rundt og forkyndte jordens snarlige undergang. Han var tydeligvis en forstyrret stakkel, der var overbevist om, at han var Daniel, Guds profet og den sidste israelit, men faktisk lykkedes det for ham at få folk til at følge sig, og nogle skænkede ham endog store pengebeløb. Som bekendt udeblev jordens undergang dengang, men Henrik Einspor blev fascineret af historien, da han hørte om den og flyttede den til sin egen barndomsegn omkring Frederiksværk. Tre drenges venskab testes kraftigt, da de møder den mystiske fremmede, der i den lille roman hedder hr. Mose, for hvad nu, hvis det er sandt, hvad hr. Mose siger?

”Den yderste dag” er en fin lille sag. Den er velskrevet, spændende og en fornøjelse at læse. Henrik Einspor har gjort læse-let-bøger til kunsthåndværk.

Også Knud Erik Pedersen har i ”Esbens flugt” (1986) haft fat i begivenheden dog med et himmerlandsk udgangspunkt, hvor Esben efter at have læst i avisen om en jysk profet, der har spået, at verden vil gå under om 28 dage, bliver så utrøstelig, og han beslutter at løbe hjemmefra.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2009.