Menu
Danmarks Skolebibliotekarer © Danmarks Skolebibliotekare
 
• Indhold

Zakarias 1-5

I 2002 udkom "Frøken Ignora-bøgerne" (LR-Uddannelse) med tekst af Katrine Marie Guldager og herlige tegninger af Charlotte Pardi. Nu har forfatteren Naja Marie Aidt skrevet det drengede modstykke til Frøken Ignora i vandtårnet med 5 bøger om storbybarnet Zakarias. Naja Marie Aidt debuterer som børnebogsforfatter, Katrine Clante har tegnet, og det er der kommet 5 fine bøger ud af.

Anmeldelser

”1. Zakarias og alle de andre"
”2. Zakarias hopper på stregerne"
”3. Zakarias på sommerferie”
”4. Zakarias overlever"
”5. Zakarias mærker sin fødselsdag"

Tekst: Naja Marie Aidt
Illustrationer: Katrine Clante
Alinea, 2005
Hver bog er på 24 sider

Om

Zakarias-serien er realistiske fortællinger om storbybarnet Zakarias og hans oplevelser med venner og familie. I "Zakarias og alle de andre" ridses Zakarias´ familiebaggrund op: mor og far er skilt, og så er der to store brødre. Zakarias´ bedste ven hedder Ali, og de to er ikke bange for at lave fis med de store drenge.

"Zakarias hopper på stregerne" handler om en lidt dum dag i skolen, men alt vendes til det bedre, da Zakarias skal læse sin stil op. I "Zakarias på sommerferie" starter sommerferien lidt dumt, men da farmor kommer ændrer situationen sig med et trylleslag. Klog farmor! "Zakarias overlever" handler om Zakarias´ overlevelsestur sammen med faderen. Zakarias synes først, det er kedeligt at være på tur med faderen, men så bliver han væk - og fundet igen. I den femte bog fylder Zakarias 9 år, og det bliver en herlig fødselsdag med gæster og leg m.m.

Det er fine og stemningsfulde historier, skrevet med en god fornemmelse for, hvordan nutidens børn tænker, og hvad de gerne vil have styr på i deres liv. Det handler om at være stærk, men man er også sårbar, og hvordan finder man ud af, at man faktisk er begge dele.

Naja Marie Aidt (f. 1963) har skrevet fem fornemme letlæsningsbøger med en fin sans for sin hovedpersoner. Hun er selv mor til fire drenge og debuterede som forfatter i 1991. Hun har hidtil skrevet digte, noveller og dramatik.

Illustratoren Katrine Clante (f. 1973) har fanget stemningen i bøgerne og understøtter Naja Marie Aidts tekster på en god måde. Hun er uddannet på Danmarks Designskoles Institut for Visuel Kommunikation i 2003 og har tidligere både illustreret og været medforfatter til "Ena går sine egne veje" i selvlæsningsserien "Vilde veje 1-4" (Alinea).

Bent Rasmussen, juli 2005