Danmarks indsamling
Danmarks indsamling = tolv organisationer der samler penge ind til familier i Afrika.
Aktuelle temaer

ADRA
vil forbedre sundheden og sikre fødevarer til fattige familier i Malawi. Penge fra Danmarks Indsamling skal bruges til at undervise sårbare familier i god ernæring og lære om nye afgrøder, så de kan få en mere varieret kost. Familierne vil få udleveret landbrugsredskaber, frø og gødning.
Børnefonden
vil bruge penge fra Danmarks Indsamling til at få flere børn i Burkina Faso i skole. Især pigernes mangel på skolegang skal i fokus. Ud over at der skal bygges skoler, skal der også uddannes lærere. Der skal fokus på undervisningsform og på pædagogik.
CARE Danmark
Kornbanker i Niger skal sikre landsbyers eksistens, når tørke og mangel på mad hvert år overtager hverdagen. CARE vil halvere børnedødeligheden blandt pygmæfolket ved hjælp af penge fra Danmarks Indsamling.
Dansk Flygtningehjælp
Med pengene fra Danmarks Indsamling 2009 kan Dansk Flygtningehjælp hjælpe flygtninge i Den Centralafrikanske Republik i gang med at dyrke landbrug og få en uddannelse.
Dansk Røde Kors
17.000 af de fattigste børn i Rwanda får adgang til skoler med pengene fra Danmarks indsamling. Mange af disse børn er forældreløse på grund af folkedrabet i 1994 eller fordi deres forældre er døde af hiv/aids.
Folkekirkens Nødhjælp
Massiv regn, voldsom tørke og konflikter over jord har betydet, at afgrøderne i det østlige Uganda er svundet ind. Pengene fra indsamlingen skal hjælpe familierne med rådgivning og hjælp til at tage uopdyrket jord i brug. Projektet vil desuden uddanne frivillige i lokalsamfundet til at undervise befolkningen i nye landbrugsmetoder og i fordelene ved at dyrke afgrøder, der kan modstå sygdomme og tørke.
IBIS
Med penge fra Danmarks Indsamling får flere piger i Mozambique, Sierra Leone og Liberia chancen for at komme i skole. Pengene bliver brugt på undervisningsmaterialer, kostskoler for piger og uddannelse af lærere, skolebestyrelser og landsbysamfund. Hele lokalsamfundet er tænkt med i projektet, for at få forældre, skolebestyrelser, lokale ledere og myndigheder til at bakke op om pigernes ret til uddannelse.
Læger uden Grænser
Organisationen støtter syv sundhedscentre, hvor man giver gratis behandling til børn under fem år. I tre af centrene tilbyder Læger uden Grænser desuden hjælp til gravide.
Mellemfolkeligt Samvirke
Mellemfolkeligt Samvirke vil øge støtten til maasaier og andre lokalsamfund i Tanzania for at få opmålt, fordelt og registreret jord, så familier og landsbyer får juridisk garanti for deres jord. Effekten er, at fattige kan dyrke mere mad, blive selvforsynende og mindre sårbare overfor stigninger i madpriserne.
Red Barnet vil hjælpe etiopierne med at tjene penge på andet end landbrug. Projektet går ud på at skabe indkomstgivende aktiviteter for fattige familier. Det kunne være et mikrolån til at starte en butik eller investere i dyr som får, geder, kyllinger eller køer.
SOS-Børnebyerne
SOS-Børnebyerne støtter fattige familier ved at bygge en ny skole i Rwanda. Skolen skal have plads til 210 elever, som vil få en lysere fremtid.
UNICEF
Med pengene fra Danmarks Indsamling vil UNICEF hjælpe børn med at gennemføre deres skolegang i den allerfattigste og mest sårbare del af Togo. UNICEF vil erstatte 10 primitive landsbyskoler med nye skoler af mursten med toiletter og indlagt vand. Skolerne får installeret solenergi, så ældre børn og voksne kan undervises ved elektrisk lys om aftenen. Der kommer regnvandsopsamling på skolerne, som kan bruges til vanding af køkkenhaver i lokalområdet.
