Den dag jeg aldrig glemmer
Film om omskæring i Kenya. I filmen møder vi piger og kvinder, der enten selv har været udsat for omskæring, som selv praktiserer omskæring, eller som på andre måder er involveret i omskæringsritualerne.
Sundhed og sygdom

Sygeplejersken Fardhosa Al Mohamed, tilbyder rådgivning til yngre somaliske piger og kvinder, der er emigreret eller flygtet til Kenya. For eksempel taler hun med det unge somaliske par, Amina og hendes mand Yasin.
Som barn blev Amina syet sammen (infibulation), og nu kan det nygifte par ikke gennemføre et normalt samleje, før den unge kvinde er blevet genåbnet. Men Yasin vil følge traditionen og selv åbne Amina, og han ønsker ikke sygeplejerskens hjælp.
Filmen fortæller den tragiske historie om pigen Simalo, der af sin mor blev tvunget til at blive omskåret. Umiddelbart efter det smertefulde indgreb blev hun bortgiftet til en ældre mand. Efter to dage lykkedes det for Simalo at slippe bort, men hun har følelsesmæssige og fysiske sår, der vil tage meget, meget lang tid at hele.
Filmen indeholder også positive eksempler på, at det nytter at kæmpe. I et landsbysamfund har nogle piger taget tilflugt på en lokal kostskole. De lægger sag an mod deres forældre for at få dem til at ophøre med traditionen. I storbyen får lille Fouzia sin mor til at love, at lillesøsteren aldrig vil blive udsat for at blive omskåret.
Instruktøren går tæt på en tradition, som tusindvis af kvinder oplever som et smertefuldt og nedværdigende indgreb, men som mange steder opfattes som adgangen til et værdigt liv. Hun lader de involverede mænd og kvinder tale for sig selv, og filmen bliver således en stærk dokumentation af en tradition, ingen kan forholde sig neutral overfor.

Om
Forslag til undervisningen
Brug filmen i forbindelse med et tværfagligt tema om det moderne Kenya eller om FN's 2015-mål.
- Undersøg FN's 2015-mål. Hvilke er relevante i forhold til filmen og til Kenya? Hvordan går det i Kenya med at nå til målene? Hvilke type forhindringer findes i Kenya for at nå målene?
- Undersøg den økonomiske situation i Kenya. Hvordan ser befolkningssammensætningen ud? Hvordan er rigdommen fordelt i landet?
- Skriv en rapport om omskæring i Kenya (former, historisk udvikling, perspektiver).
- Fremlæg for klassen.
På Fjerne naboer findes der et udførligt tema om kvindelig omskæring, der kan anvendes i forbindelse med undervisningen.
Faglige mål
Samfundsfag A:
- Sammenligne og forklare sammenhænge mellem samfundsforandringer og ændringer i sociale og kulturelle mønstre
- Undersøge og sammenligne samfund på forskellige økonomiske udviklingstrin, herunder samspillet mellem nationale og globale forhold
Samfundsfag B:
- Undersøge og sammenligne samfundsmæssige problemstillinger i forskellige lande, herunder samspillet mellem nationale og globale forhold
HF:
- Redegøre for forskellige livsanskuelser, religioner og politiske grundholdninger og deres betydning i en historisk og aktuel sammenhæng
Målgruppe: Gymnasieskolen og sundhedsuddannelserne.
Fag: Samfundsfag og historie
Spor Media, 2007.
Instruktion: Kim Longinotto.
(Kenya)

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

