Knæk 12-koden!
Med den nye karakterskala er det blevet lidt nemmere at få topkarakteren 12. Her er et par råd fra en elev, som til eksamen fik 12 i 4 fag, hun normalt ikke fik 12 i, til sine afsluttende eksamener i 3.g.
Rådene her er primært til de eksamener, hvor man kan forberede det hele eller størstedelen der hjemme. Til slut står der lidt om hvad man kan gøre, hvis man skal trække en ukendt opgave.
Knæk 12-koden!
Om
Kend kravene

Inden man går i gang, er det vigtigt at finde ud af, hvad der forventes ved det grønne bord. Svaret findes i de bekendtgørelser, som findes for hvert enkelt fag. (Hvis ikke de er udleveret af læreren, kan de findes på Ministeriet for Børn og Undervsinings website). Her er Prøveform og Bedømmelseskriterier beskrevet, og det giver et godt billede af, hvad der forventes. Derudover er det også godt, hvis man kan få noteret lidt ned, mens læreren fremlægger, hvordan det skal foregå, og det gælder om at få stillet så mange relevante spørgsmål som muligt, mens man har chancen.
Forbered et oplæg
Når man har fundet ud af, hvilke krav man skal opfylde, vil jeg anbefale, at man laver en skriftlig version af det, der skal siges til eksamen og gennemarbejder det, til det med sikkerhed opfylder alle krav. Det er en god ide at overveje strukturen, altså i hvilken rækkefølge tingene skal komme, og hvor meget der skal med under hvert punkt. Derudover giver det altid bonus at kunne fagtermerne, da de ”kloge” ord løfter hele fremlæggelsen op på et højere niveau. Hvis man har svært ved at huske, hvad ordene betyder, så lav en lille sidenote om det på papiret.
Øv det!

Det bedste er, at hele oplægget kan siges næsten uden at kigge ned, og det kræver øvelse. Så læs oplægget igennem og fremlæg det for dig selv, til du kan det stort set uden ad. Man kender sig selv bedst og ved, hvornår det er godt nok, men husk, at det ofte kan betale sig at læse det igennem én gang til. Man skal være færdig med at øve, så der også er tid til lige at slå et par ekstra ting op. Nogle gange har man på fornemmelsen at de garanteret spørger ind til noget bestemt, eller læreren har sagt at man skal have tjek på noget særligt, og så skal der været tid til at få det læst igennem. Til sidst skal der være tid til enten en god nats søvn eller et øjebliks ro, inden man tager af sted til skolen.
Ved eksamensbordet
Noget af det vigtigste for mig er at komme i god tid; 30-15 minutter før jeg skal ind. Så kan man lige nå at trække vejret, evt. øve oplægget igen og være overbevist om, at det nok skal gå helt galt. Så kommer man ind, hilser pænt på censor og alt det andet formelle. Og så er det bare om at få fyret den af og gjort det, så godt man kan.
Den ukendte tekst
Hvis jeg skal op i en ukendt tekst, prøver jeg også at forberede så meget som muligt hjemme. Ud over at læse det vigtigste (eller hele, hvis det kan overskues) af pensum, laver jeg systemer over hvad der skal siges, hvis jeg trækker de forskellige emner. Så når jeg trækker mit spørgsmål/opgave/tekst kan jeg hurtigt slå op og vide, hvor jeg skal finde informationerne. På forhånd har jeg også fundet de vigtigste ting inden for hvert emne, så jeg fx i matematik har alle beviserne klar, med beskrivelser osv.
Ja, det er besværligt
Men det kan godt betale sig. Man får gennemgået en masse stof og struktureret oplægget, og selv om det tager lang tid og meget fokus, vil det virke som om man har rigtig godt tjek på sit stof, er velforberedt og opfylder bedømmelseskravene – hvilket burde udløse et 12-tal, hos selv de hårdeste lærere.
Til sidst skal det siges, at alle jo lærer forskelligt, og derfor også har forskelligt behov for forberedelse, men jeg har svært ved at forstille mig, at nogen kan få en dårlig karakter, hvis de bare gør nok ud af hvert punkt – det har i alt fald virket for mig, selv i de fag som jeg syntes var svære, og slet ikke syntes jeg forstod.
(Af Lena Siggaard, tidligere elevredaktør)
Trin 1
- Læs bekendtgørelsen
- Snak med din lærer om kravene
- Få et så godt billede som muligt af, hvad der forventes
Trin 2
- Lav et skriftligt oplæg ud fra, hvad der forventes
- Brug fagtermer
- Strukturer oplægget
Trin 3
- Øv det, så du næsten kan det udenad
- Slå supplerende materiale op, hvis du kan blive spurgt om det
- Vær færdig i tide, så du kan nå at sove nok eller slappe af inden prøven
Trin 4

Kom i god tid før eksamen og fyr den af!

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
