Kildekritik
Se her den hurtige guide til kildekritik. Vil du have den lange udgave, må du spørge din historielærer!
Kildekritik
Internettet er stort, og alle kan have en hjemmeside med materiale. Man må selvfølgelig ikke have en side med ulovligt materiale, f.eks. med børneporno eller racistisk propaganda.
Materiale på nettet er bare sværere at tjekke, og ulovligt materiale bliver kun fjernet, hvis det bliver anmeldt.
Det er derfor vigtigt, at du selv vurderer materiale fra nettet, hvis du ønsker at bruge det til f.eks. opgaver eller projekter.
Man skal naturligvis også være kritisk overfor materiale fra biblioteker, aviser eller fjernsynet, men på biblioteket har bibliotekarerne i det mindste sørget for, at materialet er i orden.
På en avis eller i fjernsynet er der en redaktør, som tjekker materialet, og som står til ansvar for, hvad der bliver sagt eller skrevet.
På nettet er der ikke nogen, som er ansat til at surfe rundt på nettet og lege net-politi, så her skal man være ekstra forsigtig.
Her er nogle gode råd til, hvordan du kan vurdere, om en hjemmeside er i orden:
Part 0
Er netsiden troværdig?
Liste over, hvad der skal tjekkes for at vurdere, om et netsted er troværdigt og værd at bruge tid på. (Af Helle Nissen Kruse, eJour).(Link til eJour).
Sikre sider
Det bedste er naturligvis at søge efter materiale på steder, hvor du er sikker på, at materialet er godkendt. Det vil sige steder, hvor der er ansat personer til at vurdere, om materialet er ok. Her på EMU vurderer redaktionen f.eks. om de sider, vi linker til, har en vis kvalitet.
Steder som Fagenes Infoguide har også kun materiale, som er godkendt. Generelt kan man godt gå ud fra, at offentlige organisationer kun har materiale liggende, som er i orden.
Normalt kan du også have tiltro til en side, som du finder via et link fra en anden pålidelig kilde (f.eks. en offentlig organisation). Hvis du er I tvivl, så spørg din lærer.
Det vil altid være bedre at finde materiale på sider, som du er sikker på, end at søge generelt på nettet.
Hjemmesidens adresse
En måde at tjekke en hjemmeside på er også at finde ud af, hvem der har udarbejdet siden. Se om der er et navn, en organisation eller en webmaster, som er opgivet på siden. Navne står oftest nederst på siden eller på startsiden.
Der er måske et punkt der hedder "Om…", f.eks. er der et punkt på EMU som hedder Om EMU - her kan man læse, hvem der står bag EMU. Du kan også kigge på hjemmesidens adresse. www.emu.dk fortæller f.eks. at siden er produceret af EMU og.dk betyder, at siden ligger på en dansk maskine (server).
Så hvis du skulle tjekke www.emu.dk, skulle du undersøge, hvad EMU er og hvem, der står bag (det gør UNI-C og Undervisningsministeriet … og os kan man vist godt stole på).
Er der tegnet ~ (tegnet hedder en "tilde") i webadressen, er det oftest en privat computer. Det er altid det forreste i en adresse, som er det vigtigste. F.eks. fortæller www.emu.dk/gymelev/ bare, at man er på en underside af EMU.
Part 2

Slå ordene op flere steder
Er du i tvivl, om du fandt det hele? Slå samme ord op på Wikipedia, Britannica Online, Den store danske Encoclypædi.
Troværdighed og krydstjek
Du har nu fundet ud af, hvem som står bag siden. Tænk derefter over, om disse personer kan have skumle bagtanker med at have lavet siden.
Siden kan være sat op, så det ligner materiale til undervisning, men dækker måske over ekstreme synspunkter, reklame og propaganda.
Tænk over, hvad formålet med siden er, og hvem den henvender sig til. Hvad er det for noget materiale? Måske kan du selv vurdere materialet ud fra din egen viden om emnet.
Prøv også altid at finde andet materiale om emnet og se, om de to kilder passer sammen.
Part 3

Wikipedias diskussionsfane
Læs diskussionsfanen i Wikipedia, for her kommer alle forbehold. Slå også ordene op i engelske eller tyske version af Wikipedia.
Hjemmesiden er sidst redigeret...
Undersøg hvornår hjemmesiden er oprettet, og hvornår den sidst er blevet opdateret. Ikke fordi ældre sider ikke kan bruges, men fordi oplysningerne måske er forældede.
Brug aldrig materiale, som du ikke er sikker på, er rigtigt - men vær heller ikke bange for at søge på nettet; det er jo ret sjovt.


Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

