Før logbog
I logbogen noterer du, hvor langt du er nået, hvor du bevæger dig hen, og om du har ændret kurs undervejs i projektet. Logbogen kan være en notesbog, en mappe eller et elektronisk dokument.
Der er flere fordele ved at have en logbog ved hånden - eller på skærmen:
- Du får nemmere ved at komme i gang med dagens opgaver, når du har tilrettelagt dem i forvejen
- Den viser, at der sker fremskridt i projektet, selv når du synes, det går langsomt
- Her skriver du gode ideer undervejs og det, der skal huskes
- Den hjælper din hukommelse, når du senere skal evaluere projektet i den sidste del af projektforløbet.
Se et et købeprogram, LogBog®, til brug til Elektronisk logbog eller se eksempel på logbog fra 9. klasse.
Om Før logbog
Hvis du går i stå ...
Der vil altid være ’døde’ perioder i projektarbejde, så fortvivl ikke - men vent heller ikke passivt på, at det driver over …
- Kig på problemformuleringen, dit bedste styringsredskab – måske kan den få dig tilbage på rette kurs?
- Arbejder du i en gruppe - så brug gruppen!
- Tal med vejlederen – aftal evt. et møde. Du skal IKKE vente på at vejlederen opdager, at du har problemer
- Tal med venner og familie: mens du forklarer din forvirring, finder du måske en løsning
- Brug ventetiden konstruktivt, hvis du ikke kan få hjælp her og nu: lav litteraturliste, planlæg fremlæggelse, find illustrationer …
Aftal planlægningsmøder

Hvis projektet foregår i grupper, er det en god idé at holde daglige møder, hvor dagens aktiviteter planlægges og hvor I aftaler, hvad der skal laves til næste dag. Se eksempel på dagsorden i spalten th.
På møderne kan I fortælle, hvad I har fundet ud af siden sidst, hvordan jeres arbejdsproces skrider frem, hvilke problemer I støder på. På den måde kan I hele tiden inspirere hinanden og hjælpe hinanden videre.
Det er en god idé at lave en fælles mappe på skolen eller på nettet til det materiale, I producerer. Så kan I følge hinandens arbejde og undgå, at arbejdet går i stå, fordi et af gruppens medlemmer ikke er til stede.
Hvis ikke I mødes - så før logbog - og helst en fælles elektronisk - så kan gruppen være orienteret hele tiden.
Om Aftal planlægningsmøder
Hold møder med vejlederen
Vejlederen deltager i planlægningsmøderne eller holdes løbende opdateret om, hvordan projektet skrider frem. Du kan for eksempel sende mødereferater eller logbogsoptegnelser til ham eller hende pr. e-mail - hvis ikke de i forvejen ligger på skolens intranet - så har læreren set dem.
Send vejlederen et par stikord dagen før mødet, så han eller hun har en idé om, hvad du/I har brug for at tale om.
Medbring din/jeres logbog, problemformulering og eventuelle dele af projektet du/I gerne vil have vejlederens mening om.
Det mest effektive er selvfølgelig at bruge skolens intranet og holde styr på projektet med brug af PC - så bliver logbogen heller ikke væk.
Dagsorden
Vælg en mødeleder (der styrer tid og talerunder) og en sekretær (der tager referat af mødet.) Titlerne går på skift mellem gruppemedlemmerne.
Mødeleder præsenterer dagsorden
Talerunde – gruppens medlemmer fortæller efter tur om deres arbejde siden sidste møde. Det er forbudt at afbryde den, der taler!
Kommenteringsrunde – hver enkelt medlem får nu efter tur mulighed for at give sin kommentar til det, der er kommet frem i talerunden. Tal kun, når det er din tur!
Diskussion – hvad har gruppen nået, hvilke nye opgaver venter?
Fordeling af nye arbejdsopgaver – det er mødelederens opgave at sikre, at alle får en rimelig arbejdsopgave til næste møde
Der aftales tidspunkt for næste møde. Det aftales også, hvem der er sekretær og mødeleder næste gang.
Sekretæren laver et referat over mødet: hvor lang tid tog mødet, hvem deltog, hvad har de enkelte gruppemedlemmer lavet, hvilke nye arbejdsopgaver skal laves og af hvem, er der problemer i gruppen, tidspunkt for næste møde.
Referatet skrives ind i Logbogen og e-mailes til læreren.
Coaching
Coaching er IKKE kritik - gør sådan:
- Fremlæg (på skift!)
- Lyt
- Giv et resumé af hovedideen
- Stil åbne spørgsmål
- Kom med forslag til forbedring
- Den, der fremlægger, bestemmer!

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
