Udviklingsprojekt i samtidskunst
En kort beskrivelse og evaluering af det udviklingsprojekt i samtidskunst, som Egmont Fonden i årene 2002-05 var sponsor for. (Jannie Dam)
Didaktik
Fra august 2002 til juni 2005 har 4 gymnasier og 4 kunstinstitutioner[1] deltaget i et udviklingsprojekt, ”Samtidskunst og unge”, som Egmont Fonden har været initiativtager til og sponsor for. Eleverne i projektklasserne har fået undervisning i samtidskunst fra 1. til 3.g., og undervisningen er foregået på udstillinger og på gymnasierne. Et af formålene med projektet har været, at eleverne allerede fra 1.g skulle beskæftige sig med samtidskunst, både specifikt billedkunstnerisk og på tværs af fagene. Et andet formål har været at styrke elevernes forståelse af samtidskunst og at undersøge, hvordan elevernes læreprocesser former sig i et kunstnerisk fag.
Eleverne har gennem de 3 år hvert år besøgt mindst 4 udstillinger om samtidskunst[2]. I forbindelse med udstillingerne har elever, lærere og formidlere afprøvet forskellige undervisningsformer og udviklet ny viden i overensstemmelse med formålet om at afsøge nye former og udvikle metoder til at formidle samtidskunsten til unge. Filosoffer, teologer og fysikere har været med til at åbne sider af samtidskunsten, der var mere skjulte.
Lærerne, som har deltaget, har repræsenteret en bred vifte af gymnasiefagene. Gennem alle 3 år har kunstnere[3], der har haft tilknytning til projektet stillet deres viden til rådighed, enten i direkte kommunikation med eleverne eller på sitet www.samkunst.dk. Sitet har indeholdt informationer om aktuelle udstillinger, kunstnere og litteratur. Filmfotograf Steen Møller Rasmussen har fulgt eleverne på deres vej. Resultatet kan ses på en DVD udgivet af Egmont Fonden.
Lærere, elever og kunstinstitutioner har fået mange typer erfaringer. Nogle af dem fremgår af de 3 evalueringsrapporter, der er udgivet. tegn 1/2006[4], der udkommer til februar, vil indeholde uddybende artikler om projektet.
Af evalueringsrapporten ”At lære med samtidskunst”[5] fremgår det, at eleverne forholder sig positivt til et projekt, der byder på læringsmuligheder uden for gymnasiets egne rammer. Eleverne har oplevet undervisningsforløb, der gav dem særlige oplevelser og erfaringer. Nogle af forløbene har været med til at ændre deres opfattelse af, hvordan de kan arbejde med samtidens vidt forskellige kunstneriske udtryk. Eleverne har i skriftlige arbejder og ved diskussioner med kunstnere, lærere og kunstformidlere vist, at de har bearbejdet deres erfaringer. Og frem for alt er eleverne blevet motiveret af at arbejde med praktiske opgaver i forbindelse med en del af udstillingerne. De har optaget fotos ud fra givne temaer, de har sat udstillinger op, de har fortalt deres egen historie med selvportræt, skrevet en selvportrætanalyse, og de har skabt eksamensprojekter, som de undervejs har drøftet med en kunstner.
Tværfaglige undervisningsforløb har der været nogle af[6]. Det vil være et af de områder, der bør dyrkes mere i de kommende år, hvor billedkunst, ikke mindst i forbindelse med samtidskunst, kan indgå meningsfuldt i samspil med både samfundsfag, sprogfag og naturvidenskabelige fag. Ifølge evalueringsrapporten er det nødvendigt, at udvælgelse af værker og udstillinger sker i samarbejde med de faglærere, der ikke har fagområder, som selvfølgeligt eller specifikt iht læreplanerne inddrager samtidskunst[7].
Og hvordan kunne fremtiden så se ud for undervisning i samtidskunst, som læreplanen definerer som de seneste 5 års kunst?
For det første: Eleverne er bedre motiverede og lærer mere, når de ser originalværkerne og ikke afbildninger i klasseværelset. De vil gerne involveres personligt, diskutere, analysere og fortolke samtidskunst på de udstillinger, de besøger. De vil afprøve deres forståelse og viden i dialog med kompetente undervisere, formidlere og kunstnere.
For det andet: De vil også gerne selv afprøve forskellige kunstformer i workshops, og de vil gerne diskutere deres proces med kunstnere. Ikke fordi eleverne opfatter sig selv som kunstnere, men fordi de får udbygget deres forståelse. Deres arbejde og udforskning af kunstens former er en spændende måde for dem at lære nyt på.
For det tredje ser det ud til, at underviserens rolle er en anden end i den gængse undervisning på gymnasiet. Elevernes egne oplevelser, analyser og fortolkninger skal formuleres først; når det er sket, kan eleverne indgå i dialog med underviseren.[8]
Evalueringsrapporten kan rekvireres hos projektkoordinator Grethe Nymark, Egmont Fonden, DAVGNY@egt.egmont.com
Jannie Dam
25. oktober 2005
[1]100 elever og 23 lærere fra: Christianshavns Gymnasium, Rysensteen Gymnasium, Metropolitanskolen, Amtsgymnasiet i Roskilde; Overgaden – institut for samtidskunst, Nikolaj, Københavns Kommunes Udstillingsbygning, Statens Museum for Kunst med X-rummet og Museet for samtidskunst i Roskilde har deltaget med en eller flere formidlingsmedarbejdere.
[2]se udstillingsliste med de 25 udstillinger på www.samkunst.dk
[3]navnene på de 16 kunstnere kan ses på www.samkunst.dk
[4]fagtidsskrift udgives af Foreningen for Gymnasiets lærere i billedkunst og design.
[5]Jakob D Bøje, Thomas Gitz Johansen, Jan Kampman, Kirsten Larsen: At lære med samtidskunst – Evaluering af Projekt Samtidskunst og Unge, Egmont Fonden. Institut f. Uddannelsesforskning RUC 2005
[6]Ibid. Et enkelt eksempel s. 52
[7] Ibid. s. 60
[8]Ibid s. 60 ff og ”Projekt Samtidskunst og Unge” – et sammendrag 8

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

